Velkommen til Akademisk Antikvariats hjemmeside |
- en kort introduktion til Akademisk Antikvariat fra Deres vært Klavs Verholt |
I de snart 50 år jeg kan huske, har jeg været omgivet af bøger. Jeg fik giften ind i blodet som barn, da min fader var en meget passioneret Storm-P. m.v. samler. Jo mere han samlede, desto mere fortvivlet blev min moder. Da jeg fulgte i min faders fodspor i antikvariaterne og i lang tid troede, at man kun kunne bruge sin fritid og penge på denne måde, havnede jeg i samme situation som ham, men jeg drog konsekvensen for 21 år siden og åbnede min egen butik. For at stå først i telefonbogen valgte jeg navnet Akademisk Antikvariat. Som det fremgår af kataloget, handler jeg også med bøger, som ikke ligefrem er akademiske. Mit antikvariat satser på brugsbogen. Bogen som øger den enkeltes viden. Jeg gør således ikke meget i førstetryk, særudgaver, gamle bøger til spekulative priser beregnet for det danske eller internationale marked, eller flotte værker. Der er kolleger, som har specialiseret sig heri og ved en masse herom. Da hovedparten af mine kunder er studerende må jeg tilpasse prisniveauet herefter, hvis jeg vil have omsætning i butikken. Til gengæld er jeg et kendt navn på byens undervisningsinstitutioner blandt lærere og elever, som virker tilfredse med den faglige vurdering og udveksling af synspunkter, som ligger bag de fleste bogkøb. Mig bekendt er mit antikvariat det eneste i landet, hvor bogligt højtuddannede personer foretager indkøb, sortering, ekspedition og prissætning. Det er naturligvis ikke er en garanti for de laveste priser eller den mest interessante bogbestand eller det bedste køb for kunderne , men kun et udtryk for, at antikvariatets bogbestand er opbygget ud fra et fagligt udvælgelsesprincip i det omfang , det har været muligt. Mit online-katalog viser ikke antikvariatets fulde bogbestand, men hvad jeg regner med bedre at kunne sælge via nettet. Aflæg butikken et besøg eller ring om en konkret forespørgsel. Har jeg ikke bogen vil jeg med glæde henvise dig til mine gode og seriøse kolleger i Provinsantikvarboghandlerforeningen. God læselyst! Klavs Verholt |