Introduktion

"Hej, vil du med i byen i aften og høre lidt musik? Der er en, der spiller Hammondorgel på den-og-den cafe". Denne sætning ville nok få de fleste til at tænke på Palmehaven (i Odense) eller Damhuskroen (København) - steder hvor den lumre stemning holdes i kog (eller i hvert fald på simre-blus) af en cigarsuttende, tandmanglende og hentehårsplejende mandsling bag et bævreorgel, der har set mangt og meget i de forgangne 30 år men ikke har opdateret musiksmagen synderligt siden.

Tænk blot på faderen i filmen 'Familien Gyldenkål', spillet af Axel Strøbye, der trofast spiller 'Lille Sommerfugl' til den sidste gæst bæres ud klokken fem om morgenen på et skummelt værtshus. Stakkels Axel spiller indtil en fuld Otto Brandenburg hælder en øl ned i elektronikken- og så er det hele slut.....

Ikke meget at komme efter - sådan rent musikalsk vel? (Eventuelle kultursociologer, der måtte læse denne smøre har sikkert allerede fundet rigeligt at studere, men i denne omgang er det musikken der skal fokuseres på). Formålet med dette skrift er, at overbevise Dem om, at jo - der er skam en masse at komme efter!

Begyndelsen
Som overskriften antyder, handler denne CyberPamflet om jazz-musik. Denne genre stammer som bekendt fra USA og har i sin oprindlige form fundets siden begyndelsen af dette århundrede. Udbredelsen af musikformen, både i USA som sådan, og i resten af Verden blev hjulpet godt på vej af  det fortrinlige massemedium grammofonpladen og til en hvis grad også den trådløse radio.

Overskriften antyder også noget om det instrument, det handler om - nemlig Hammond-orglet. Dette særegne elektromekaniske instrument blev opfundet i 1934 af den amerikanske opfinder og fabrikant Laurens Hammond som et prisbilligt alternativ til et pibeorgel. Det havde flere fordele frem for pibeorglet, der hurtigt gjorde det populært blandt USA's mange små kirker: Det skulle aldrig stemmes (orglets toner er 'låst' fast til lysnettets faste frekvens på 60Hz (i USA) på samme måde som ældre elektriske ure holder tiden), selve konsollet (spillebordet) fyldte kun omtrent som et opretstående klaver og kunne placeres hvor man ville. Med et orgel fulgte en højttaler og var een højttaler ikke nok, købte man blot en eller flere og placerede disse rundt om i kirken.

Den første model, Model A, kom på markedet i 1935 og som de siger over there: The rest is history. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at højttaleren blev kaldt model A-20 og havde hele 20W forstærkerkraft, en hel del i midten af trediverne.

Som det kan anes, havde instrumentet ikke synderligt meget at gøre med jazz-musik i starten. Ganske vist (ind)spillede jazz-musikere som Fats Waller på pibeorgel allerede i starten af 30erne, men vi skal frem til 1942 hvor saxofonisten William Davies begyndte at indspille jazz-plader på Hammond-orgel under navnet Wild Bill Davies. Denne ny genre havde faktisk rod i det simple fænomen, der kaldes penge. Hammond-orglet, der på dette tidspunkt stadig var det eneste reelt elektroniske tangentinstrument, kunne med een mand gøre hvad en blæsergruppe på måske fire-fem mand kunne. Dette interesserede ejere af især mindre musik-steder i de amerikanske byer som på denne måde kunne spare på musikerlønnen. Stilen som den lød dengang virker for os idag noget antikveret og man fornemmer, at stilen mangler at 'finde sine egne ben'. Det er klart, at man hentede inspiration fra den eneste anden form for moderne musik der på det tidspunkt blev spillet på orgel - altså mere bred populærmusik, som igen fik inspiration fra den især amerikanske Kino-orgel tradition. Navne som Errol Garner, der også var en fremragende pianist, Ethel Smith og Lenny Dee kan nævnes her.

Lyden
Lyden fra orglet var også inspireret af de gamle Kino-organister: Store klange med fire eller fem fingre i højrehånden samt lyse registreringer med mange overtoner blev brugt i rigt mål. De første Hammond-modeller, A og senere B og C havde som udgangspunkt en helt 'tør' lyd. Man forsøgte dog at tilføre lidt vibrato til lyden (på samme måde som når et pibeorgel bruger flere piber til at spille den samme stemme og dermed får skabt en ikke blot kraftigere men også 'bredere' lyd) ved diverse elektromekaniske fiduser - indbygget i modellerne BC, D og E. Dette var dog ikke nok for hverken kirkeværgerne eller jazz-folkene.

Bævre-lyden
Her er det, at en hvis Donald James Leslie kommer ind i billedet. Denne unge ingeniør fandt på en højttaler hvori roterende dele foran selve højttalerenhederne skabte en langt bedre vibratoeffekt end man på dettet tidspunkt kunne skabe elektronisk. Han forsøgte at sælge sin ide til Hammond-fabrikken men de smed ham på porten. Don Leslie har senere udtalt, at det var det heldigste der nogensinde er sket for ham - hvis de havde købt hans ide og blot havde arkiveret den lodret havde han jo ikke selv kunne tjene penge på den. I stedet grundlagde Don Leslie firmaet Electro Music i sin hjemby Pasadena i Californien * og gav sig til at bygge højttalere. Leslie-højttaleren blev en succes og kunne snart findes i mange kirker og hjem.

Jazz-folkene tog også den nye højttaler til sig og den nye 'bævre-lyd' , som idag kendes fra de allerfleste Hammond-indspilninger,  var født.

Et billede af et Hammond orgel model A og en tidlig Leslie højttaler, model 31H kan ses ved at klikke her.

Dette afslutter del I. Del II kommer til at handle om den 'klassiske' Hammond-jazz som blev til i midten af 50'erne med den altoverskyggende stilskaber Jimmy Smith som hovedmand. For særligt interesserede kan man klikke her for at blive ledt til undertegnedes Hammond-side på Internet.

God fornøjelse!

LMV, 10. august, 1999.

Tilbage til Læs og Lær

Tilbage til hovedsiden

*Dette blev starten på et forunderligt ægteskab hvor Hammond-navnet i forbrugernes øjne blev uløseligt forbundet med Leslie-højttaleren men hvor Hammond bekæmpede Leslie med alle midler. Striden blev først officielt bilagt i slutningen af 60erne - længe efter at Laurens Hamond selv var gået på pension. I et forsøg på at gøre sine orgler 'Leslie-sikre' ændrede Hammond stikforbindelserne på orlgerne så de ikke passede med andre end de 'officelle' Hammondhøjttlere. Leslie lavede hver gang et tilslutnings-sæt så det alligevel gik. Hammond udsendte også brochurer der advarede mod højttalere med 'rædsomme mekaniske dele' indeni og det gik endda så vidt, at ansatte ved Hammond-fabrikkerne, hvis de ville bruge dem, måtte købe Leslie højttalere i hemmelighed og under falsk navn for at undgå represailer fra arbejdsgiveren.

Klik her for at vende tilbage til hovedteksten.