Theresienstadt - en by i Rusland? |
Theresienstadt er kendt af mange danske. Byen ligger meget praktisk på vej til Prag og i tusindvis af danske skoleklasser har i årenes løb besøgt byen og hørt om koncentrationslejren. For mange unge var det det første sted hvor de kunne veksle penge og købe billigt og få et ordentligt morgenmåltid efter mange timer i en bus. Selve lejren og hvad dertil hørte var på linie med Disneyland og Badeland eller sågar Bon Bon Land.
Historisk set er Theresienstadt stedet, hvor de danske jøder blev anbragt efter deportationerne fra Danmark i 1943.Som en konsekvens af vor forhandlingspolitik med tyskerne 1940-43 blev det aftalt mellem danske myndigheder og selveste Adolf Eichmann, at de danske jøder alle skulle transporteres til Theresienstadt og at de var undtaget fra at blive transporteret videre. Det resulterede videre i, at de ikke blev sendt til Auschwitz og at de kunne modtage livsopholdende fødevarepakker fra Danmark og senere blev reddet ud fra lejren før alle andre, da Tyskland var på sammenbruddets rand. Efter krigen har man haft mange diskussioner om de danske politikeres holdning til den tyske besættelsesmagt, men for de danske jøder er der ingen tvivl om, at vort samarbejde med tyskerne sikrede deres liv kombineret med tyske enkeltpersoners opfattelse om, at jødeforfølgelserne var et nazistisk men ikke tysk anliggende.
De danske jøders leder i KZ-lejren M.Friediger udgav i 1946 en bog om opholdet "Theresienstadt", og H.G.Adler udgav bogen Theresienstadt. Tybingen 1955. ( På tysk.), som stadig anses for Bogen.
På dansk udkom Josef Bor: Theresienstadt - Koncerten i 1965 om opførslen af Verdis Requim, og Corrie & Sven Meyer: Theresienstadt. Det iscenesatte bedrag. 1992. Hans Sode-Madsen havde 1991 udgivet: Theresienstadt. Årsskrift for Frihedsmuseet. Samme forfatter redigerede 1995 bogen : Dengang i Theresienstadt, som også rummer den bedste bibliografi på dansk.
Besøger man museet er der mulighed for at købe bøger om byen, lejren og jødernes skæbne i Tjekkiet. Læs f.eks. Pamatnik: Terezin. 1988. Tekst på flere sprog og en understregning af det anti-fascistiske arbejde. Både her og i andre kommunistiske bøger glemmer man konsekvent perioden 1939-41, hvor kommunisterne var enthusiastiske allierede med nazisterne i relation til at forfølge borgerlige og jøder.
Skal man besøge Tjekkiet er Terezin en stor oplevelse, men jeg vil foreslå at tage til Lidice, hvor der er et fint museum og endog film med dansk tale, selvom de er udtryk for gammel kommunistisk propaganda.
K.V. 7/3-1999.