HARRY POTTERS HAPPY END

Den engelske forfatterinde J.K. Rowlings syvbindsværk om troldmandslærlingen Harry Potter har, i bogstaveligsted forstand, tryllebundet både børn og voksne i hele verden, og er indtil videre solgt i mere end 400 mio. eksemplarer. En succes uden sidestykke, der er blevet yderligere eksponeret af Warner Brothers Studiernes vellykkede biografudgaver, hvoraf vi stadig har de tre sidste (den syvende bog bliver splittet op i hele to film) til gode.

Men rent litterært er serien et afsluttet kapitel, som det nu derfor er muligt at analysere og bedømme som en enhed, for på den måde at søge at afkode dens kvaliteter og, ikke at forglemme, akilleshæle.

I seriens første bind, ”Harry Potter og De Vises Sten” (1997), introduceres man for den ulykkelig og forældreløse Harry, der på sin 11-års fødselsdag får at vide, at han er en troldmand af så grandiost format, at, som bogen profetisk formulerer det, ”Alle børn i hele verden vil lære hans navn at kende”!

Som en følge heraf bliver han derfor øjeblikkelig installeret på den traditionsrige Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab. Her møder han et farverigt lærerkollegium, anført af den sympatiske rektor Dumbledore, og en lige så broget samling elever, hvoraf den trofaste Ron Weasley, samt den snusfornuftige Hermione Granger bliver hans vigtigste venner og allierede.

Endelig stifter man også bekendtskab med seriens superskurk, lord Voldemort, der i sin tid dræbte Harrys forældre, men som den spæde Harry derefter på gådefuld vis formåede at forvise til en tilværelse som hvileløst gespenst. En tilstand han dog ikke har tænkt sig at forblive i ret meget længere.

 Alt dette - tillige med en komplet beskrivelse af en helt ny sportsgren, i form af flyvende-kost-spillet Quidditch - fortæller Rowling intelligent, humoristisk og enormt gennemarbejdet, i hvad der må betegnes som en af de stærkeste debuter i mange år.

Det andet bind, ”Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer” (1998), har i princippet nøjagtig samme plot som forgængeren, idet begge omhandler Harrys søgen efter noget, der er godt gemt på Hogwarts, og slutter med at han konfronteres med Voldemort, som han besejrer takket være magi, han ikke selv har fuld kontrol over.

Men selv om der således er tale om en vaskeægte to’er, så er tonen stadig frisk, og en anelse mere uhyggelig, og der er nok nye og originale indfald til, at man underholdes lige fra start (hvor Harry møder den kujonagtige husalf Dobby) til slut (hvor et vaskeægte monster gør sin entré).

Det tredje bind, ”Harry Potter og fangen fra Azkaban” (1999), udmærker sig blandt meget andet ved at være seriens mest tempofyldte. Voldemort er behageligt fraværende, og i stedet drejer plottet sig om, hvordan en af hans mange kumpaner stræber Harry efter livet. Det resulterer i megen frydefuld action, og Harry kommer både ud af skolens snævre rammer, samtidig med at han forenes med sin kampberedte gudfar, Sirius Black.

Bogen modtog den prestigefulde Whitbread Award. Og var Rowling – hvad alle verdens guder lykkeligvis har forhindret - afgået ved døden straks herefter, havde hendes serie om Harry Potter været en imponerende bedrift, uanset at der kun havde været tale om en trilogi.

Da fjerde bind, ”Harry Potter og Flammernes Pokal” (2000), udkom, var Rowling for alvor blevet en forgudet, litterær megastjerne. Og det mærkes beklageligvis ved, at hun har haft tid, og ikke mindst lov, til at gøre bogen dobbelt så tyk som sine forgængere.

For selvom mange hardcore Potter-fans sikkert vil være lodret uenige, så er mere langt fra altid bedre. Især set i lyset af, at meget af den ekstra plads går med at beskrive den nu pubertetsramte Harrys endeløse kvaler med jalousi og kærlighed.

Disse svagheder til trods lykkes det dog endnu en gang Rowling at levere et fornemt produkt: Harrys deltagelse i kappestriden om Flammernes Pokal er åndeløst spændende. Den sexede franske heks Fleur de la Cour er en på alle måder herlig tilføjelse til seriens persongalleri. Og så rystes man oprigtigt over den uventet blodige finale, hvor Voldemort endegyldigt vækkes til live.

Men den manglende evne til at luge ud i egne idéer plager desværre også Rowling i ”Harry Potter og Fønixordenen” (2003), der med sine 923 sider(!) er Potter-sagaens længste og helt klart svageste afsnit. Hvor hendes varemærke i de fire første bøger var, at deres titler også var handlingens røde tråd og endemål, så mangler denne klassiske, men umådelig velfungerende, narrative struktur helt i dette femte bind.

I stedet for den omtalte Fønixorden drejer intrigen sig mestendels om Harrys stedse mere frustrerende oprørskamp imod Hogwarts nye, småfascistiske rektor. Og selvom der hen mod slutningen kommer en slags jagt på en mystisk spådom, er det for sent og for svagt.

Rowling er driftsikker nok til, at hun får væltet en del kegler med sin skildring af Harrys voksende paranoia, ligesom hans besøg på et sindssygehospital er lige dele skræmmende og opfindsomt. Men bogen er som helhed præget af træthed og mangel på både humor og engagement.

I seriens sjette bind, ”Harry Potter og Halvblodsprinsen” (2005), er kursen bedre, om end der også her er tale om overlængde og tomgang. Derudover er Harrys forsøg på at opspore hhv. den hemmelighedsfulde halvblodsprins, samt en række såkaldte horocruxer, en tand for mudret til for alvor at fænge.

På plussiden kan dog nævnes bogens multi-cliffhanger-slutning, hvor endnu én af Harrys nærmeste må lade livet. Og så især den minutiøse gennemgang af Voldemorts barndom og dermed også baggrunden for hans senere ondskab. Her tilføjer bogen, i modsætning til sin forgænger, Potter-universet noget nyt, og giver det om ikke psykologisk dybde, så i hvert fald en vis troværdighed.

Men alt i alt var serien stadig inde i en nedadgående spiral, og ved udgivelsen af ”Harry Potter og Dødsregalierne” (2008) frygtede mange derfor ganske naturligt, at det hele skulle slutte i fyld, gentagelser og ligegyldighed. Tilsvarende stor var derfor også den verdensomspændende lettelse, da det viste sig, at Rowling havde trukket sig selv op ved hårene og præsteret sin mest helstøbte roman siden årtusindskiftet.

Så stort er hendes overskud, at hun, frem for at lade Harry, Ron og Hermione vende tilbage til Hogwarts, sender dem på en hæsblæsende tour de force England rundt. Om deres mål er at tilvejebringe horocruxer eller dødsregalier bliver på et tidspunkt lidt uklart. Men bogen indeholder nok action, tortur og bankrøverier til, at man helt overgiver sig. Selv de obligatoriske mundhuggerier hovedpersonerne imellem fungerer perfekt. Måske fordi det denne gang ikke bare er teenagekærlighed, men deres unge liv og sjæle, der står på spil.

Rowling holder faktisk tungen lige i munden helt frem til og med det afsluttende, Tolkien-inspirerede slag, der krones med Harrys skæbnetunge kamp på liv og, ikke mindst, død mod Voldemort. Og eneste skønhedsplet er næsten den følelsesladede, men også lidt overflødige epilog, hvor man får et smugkig ud i fremtiden.  

Og derved er det blevet. For Rowling havde helt fra starten planlagt serien til at slutte med det syvende bind. Og tak og lov for det, fristes man til at sige. For der er ingen tvivl om, at alverdens forlag har haft våde drømme om, at hun, eller en anden ghostwriter, skulle fortsætte med at skrive den ene murstensroman efter den anden, der bare fortalte mere af det samme.  

Sådan kommer det (7-9-13) heldigvis ikke til at gå, og serien har fået lov til at slutte på noget nær toppen med en sammenlagt imponerende standard, der synes svær at overgå i den nærmeste fremtid.

Kristoffer Verholt

Bragt som kronik Fyens Stiftstidende 13/5-09.