Boganmeldelse:    Med et hoved i kufferten.

Anna Elisabeth Jessen: Kraniet fra Katyn.. 304 sider. Gennemillustreret. Høst & Søn 2008. 299 kr.

Det sker uhyre sjældent, at en dansk journalist på en vis måde skriver verdenshistorie, men for Anna Elisabeth Jessen (AEJ)blev det tilfældet, da hun i forbindelse med en diskussion om forfatteren Ole Wivel kom på sporet af en dansk læge, som i 1943 havde været i det dengang tysk besatte Vest-USSR og været med til at obducere og undersøge ligene af polske officerer m.v., som kort forinden var fundet i massegrave i skoven ved Katyn.  Læge Helge Tramsens deltagelse i den såkaldte Internationale Undersøgelseskommission havde været kendt lige fra starten, men for den danske journalist fik historien pludselig en vidunderlig drejning, da hun blev klar over, at Helge Tramsen havde taget hovedet af den officer, som han i den officielle og trykte rapport havde obduceret og beskrevet,  med hjem til Danmark. Ikke nok med det:  Han havde kogt hovedet af hjemme i privaten og på et eller andet tidspunkt i 1940érne afleveret det på sin arbejdsplads Retsmedicinsk Institut i København. Her havde det været gemt af vejen siden da, og da det blev ” genfundet” i 2005 var der sammen med kraniet også en rapport om hvor det stammede fra samt yderligere relevante oplysninger herunder en dagbog omhandlende Tramsens deltagelse i den såkaldte ” Katyn-Affære”, som er samlebetegnelsen for udryddelsen af over 20.000 polske samfundsstøtter i foråret 1940. Yderligere beundringsværdigt journalistisk arbejde fra AEJ`s side frembragte hidtil ukendte arkivalier indleveret til rigsarkivet, som rummede endnu flere oplysninger om Tramsen i skoven ved Katyn, hvor en del af polakkerne blev myrdet og derpå begravet. Pludselig stod journalisten med sit livs historie. Hun forstod ikke på dette tidspunkt, at historien skulle blive endnu større, da nationalistiske kredse i Polen hurtigt overtog opdagelsen af hovedet for at bruge den til egne politiske formål. Historien om hovedet og hvad det medførte er mere spændende end nogen kriminalroman og en journalistisk bedrift af første klasse. Det er denne historie, som er indholdet i AEJ´s bog. Mange kan måske huske, at historien også har været vist som en film på TV og som en radiomontage.  Hun skriver selv i bogen, at hun havde mere at fortælle og forklare, så da hun blev opfordret af Høst & Søn til at bringe historien i bogform sagde hun ja. Resultatet er bogen: Kraniet fra Katyn. Beretning om massakren i 1940. På bogens forside ses det omtalte hoved med et tydeligt udgangshul i panden fra det dræbende nakkeskud.

Hvor jeg er fuld af lovprisninger over AEJ´s evner som sporhund må jeg desværre bruge helt andre gloser, når jeg skal skrive om hendes præsentation af historien i bogform. Som jeg senere vil vise, er hele den historiske del stærkt kritisabel og derfor vil denne anmeldelse forme sig både som en anmeldelse i traditionel forstand men tillige også som historieskrivning med henblik på at sætte historien i et yderligere perspektiv. Historien om hovedet fra Katyn fortjener en værdig indramning.

Stalin havde i årevis haft et godt øje til polakkerne. Ifølge den officielle sovjetiske folketælling 1937, der som alt i USSR var fuld af løgn, var der i det vestlige USSR 636.000 personer af ”polsk nationalitet”.  Tallet er nok det dobbelte. Efter en beslutning i Politbyroet (= øverste partiorgan=Stalins gummistempel) i August 1937 blev det besluttet, at der var så mange spioner blandt polakkerne at det var nødvendigt at rense ud. Lokale tomandsgrupper bestående af den lokale NKVD-chef og den offentlige anklager kunne frit vælge ofre ud! Det kostede over 100.000 livet 1937-39. Samtidig besluttede Stalin at myrde de polske kommunister, som opholdt sig i USSR, da de også ansås som 5. kolonnefolk og i hvert fald ikke ville være med at ændre den polske østgrænse vestpå. I alt fald fik de ikke chancen for at tage stilling til problemet. Som et resultat af ikke-angrebspagten af 23. August 1939 mellem Hitler og Stalin blev Polen invaderet af Det nazistiske Tyskland den 1. September og den 17. September af det kommunistiske USSR. I løbet af måneden ophørte den polske stat med at fungere. Landet blev delt i to dele med de vestlige områder til Tyskland og de østlige til USSR. Litauerne fik en lille strimmel med deres gamle hovedstad Vilnius ( Polsk: Wilno). Som følge af invasionen kom begge diktaturstater i besiddelse af flere hundrede tusinde polske krigsfanger. I de hemmelige bestemmelser til den tysk-sovjetiske Venskabs og Grænseaftale af 28. September 1939 blev det præciseret, at alle forsøg på fra polsk side at agitere for en ændring af de aftalte nye grænser, som helt fjernede Polen fra landkortet, skulle slås ned med hård hånd med forenede nazistisk-kommunistiske kræfter. Dette kom i alle henseender til at holde stik. Tyskerne indførte et rædselsregime i deres områder og det overordnede mål var en germanisering og etableringen af en polsk arbejdskraftreserve af slavelignende art. Etableringen af KZ Auschwitz skete således med dette udgangspunkt. I USSR var det overordnede tema en sovjetisering af samfundet. Det betød eliminering af de polske nationalister og udvalgte sociale grupper i de nye såkaldte vest-ukrainske og vest-hviderussiske sovjetterritorier. Der er stor uenighed om hvor mange personer af polsk nationalitet, som blev ofre for massemord og deportationer. Der er i alt fald tale om tal i millionklassen. De fleste blev deporteret i 4 bølger begyndende i Februar 1940.Et fingerpeg om Stalins morderiske politik kom allerede dagen efter den sovjetiske invasion af Østpolen i September 1939, hvor det sovjetiske politbureau besluttede, at alle polske krigsfanger skulle sortere under Indenrigsministeriet NKVD, som også det hemmelige Politi var en del af, og altså ikke som i andre lande under de militære myndigheder i overensstemmelse med Genevekonventionen. Den 2. Oktober kom  beslutningen fra Politbyroet om at samle alle polske krigsfanger med rang af løjtnant og derover samt ledende embedsmænd i 3 speciallejre. Funktionærer fra det polske militær, statsadministrationen herunder fængselsvæsenet, politiet og grænsegendarmerne måtte betegnes som toppen af det polske samfund. En stor del af officererne var reservister, som i det civile liv var læger, skolelærere o.sv. Kilderne viser, at Stalin i de første måneder efter nedlæggelsen af Polen endnu ikke havde besluttet sig for, hvad der skulle ske med de udvalgte krigsfanger, men den 5. Marts 1940 vedtog Politbyroet, at de 14.736 krigsfanger i de tre speciallejre samt yderligere 10.685 polske kapitalister og ledende polske samfundsmedlemmer i andre sovjetiske lejre og fængsler skulle undersøges af en særlig tremandskommission med henblik på den højeste straf. ( = skydning). Fra  KGB-Chef  Sjelepins rapport til Khrustjov fra 1959 ved vi, at i alt 21.857 af de 25.421 uheldige rent faktisk blev myrdet af NKVD i 1940. Fra korrespondancen i 1959 fremgår det, at KGB gerne ville tilintetgøre personakterne fra de myrdede og det blev accepteret. Vi kan således ikke følge den enkelte polak til hans/hendes sidste hvilested, men myrderierne fandt sted i April-Maj 1940 og for krigsfangerne i de tre speciallejre skete det på tre lokaliteter. En af dem var skoven ved Katyn, hvor NKVD havde et feriehjem. Så var det også lettere at vise børnene, hvad far går og laver. På grunden havde det hemmelige politi myrdet sovjetborgere i mange år og de polske officerer blev ombragt på samme måde som de tidligere myrdede og anbragt i 8 gruber fuldt påklædte. Det var disse 8 massegrave tyskerne fik kendskab til og begyndte at udgrave den 27. Marts 1943 sammen med nogle af de ældre grave. Goebbels så straks propagandaværdien af massegravene og den tyske sundhedsminister fik til opgave at organisere en kommission til at undersøge ligene. Problemet var naturligvis at finde læger som udenfor Tyskland skulle garantere rigtigheden af det fundne. Som følge af Danmarks særlige relation til Tyskland før August 1943 fik vi også et tilbud , som vi ikke kunne afslå , om at sende et medlem til lægekommissionen. Det blev læge Helge Tramsen fra Retsmedicinsk Institut, som den 28-4 til den 5-5 1943 tog til Katyn og sammen med 11 andre ikke- tyske underskrev den endelige samstemmende  retsmedicinske rapport om, at de undersøgte polske lig var begravet i foråret 1940. Da tyskerne næsten samtidigt udgravede massegrave ved  Winniza i Ukraine var der kun tyske retsmedicinere til stede , men det drejede sig jo også kun om myrdede sovjetborgere, ombragt på samme måde som i Katyn og bundet med samme slags reb. Der var dog anvendt ringere håndvåben, så de myrdede måtte skydes flere gange af de ofte fulde NKVDére. Polakkerne i Katyn fik særbehandling. De blev skudt med tyske Walther 2 pistoler med tysk ammunition, hvad der senere skabte en vis forvirring, men der var tale om en tysk eksportvare som kunne klare at blive brugt igen og igen uden at låse. Det er usikkert om USSR havde købt pistolerne og ammunitionen direkte fra Tyskland eller det var våben taget fra polakkerne i September 1939. Ønsker man at fordybe sig yderligere i begivenhederne 1939-1940 kan man se Andrezj Wajda´s fremragende film Katyn, der bliver vist i Købehavn i foråret 2009, men som siden foråret 2008 også har været tilgængelig på DVD med engelske undertekster. Wajda har også skrevet en bog om filmen og den er også oversat til engelsk og kan let og billigt købes sammen med DVDén hos polske postordrefirmaer. Filmens slutscener viser uhyre realistisk den sovjetiske Vasili Blokhin i aktion. At historiens vistnok største fysiske morder også er en del af Katyn-affæren gør den yderligere interessant.

For Helge Tramsen blev turen til Katyn en oplevelse for livet men i praksis endte det også med at ”koste ham livet”. Udsendt mod sin vilje blev han efter krigen aktør i et spil, hvor USSR og dets venner i Vesten søgte at koble tyskerne på massemordene og fra amerikansk og eksilpolsk side fastholdtes det, at det var Stalins værk. Denne problematik anføres i bogen og selvom Tramsen havde deltaget i den danske modstandskamp på den rette side og var tæt på en dødsdom gik han nogle slemme år i møde. Kommunisterne og den danske kulturelite ville ikke sluge, at Katynmassakren var Stalins arbejde og flere af vidnerne fra Katyn døde på mystisk vis ligesom Tramsens datter. Er man til sammensværgelsesteorier, så er den sovjetiske tilsløring af massemordene en frugtbar arbejdsmark. Tramsen døde som en nedbrudt mand i 1979. I Danmark kun husket og troet af få men uønsket af flere. Også denne vinkel beskrives i bogen og den er sammen med beskrivelsen af jagten på historien bogens styrke. Sønnen til Ludwik Szymanski – den reserveofficer, som Tramsen obducerede og hvis hoved han tog med hjem – blev opsporet i Australien og der udspandt sig en spændende og makaber diskussion. Hvem var den retmæssige ejer til hovedet af Ludwik Szymanski : Sønnen eller den polske stat? De danske myndigheder tog parti til fordel for den polske stat og således blev både Szymanski senior, junior og AEJ brikker i et nyt spil om Katyn, men denne gang vendt mod USSR fra et Polen, som takket være Jeltsins udlevering af de relevante dokumenter nu vidste og kunne dokumentere dele af sovjetstatens forbrydelser mod det polske folk. Det vidste alle polakker i forvejen, men nu kunne det bevises og omtales åbent. Diskussionen i dag går på, at polakkerne ønsker, at mordene på de 21.857 polakker i foråret 1940 skal anerkendes som Folkemord medens russerne kun vil gå med til betegnelsen Krigsforbrydelser. Ved Folkemord kan man straffe og tilkende erstatning. Siden Putin, der jo selv er gammel NKVD-mand , kom til magten er den russiske holdning blevet mere og mere afvisende overfor en diskussion og selveste Præsident Lukasjenko i Hvide-Rusland vil hverken udlevere oplysninger eller bruge betegnelser af stærk kritisabel karakter. De 21.857 myrdede polakker 1940 er jo  kun en lille del af de 100.000vis af stakler, som omkom som følge af det kommunisterne kaldte ” Befrielsen af Vestukraine” 1939-1940. I de tre speciallejre havde NKVD brugt megen tid på at forhøre hver enkelt officer for også at kortlægge hans familieforhold. Det blev udgangspunktet for de omfattende tidligere omtalte deportationer af familiemedlemmerne efter slagtningerne ved Katyn og de to andre steder, men for nogle er det måske overraskende at få oplyst, at ved den såkaldte anden deportationsbølge den 13.April 1940 fra det tidligere Østpolen nu USSR  blev familie til polakker i sovjetiske lejre og fængsler men OGSÅ familie til polakker i nazistiske lejre og fængsler deporteret! Man kan dokumentere mindst tre møder mellem NKVD og Gestapo Oktober 1939-Marts 1940 og listerne fra de nazistiske lejre må komme herfra. Dette samarbejde var en naturlig konsekvens af pagten, som foruden omfattende sovjetiske leverancer af råvarer også som en særlig good-will betød udleveringen af cirka 500 tyske kommunister fra eksil i USSR til Gestapo. En af dem Buber-Neumann overlevede og hendes bog herom findes på dansk under titlen Fange hos Stalin og Hitler. ( 1955).

Takket være AEJ´s fortjeneste ved at bringe kraniet fra København frem i lyset viste det sig, at Tramsen ikke var den eneste, som havde taget noget specielt med hjem fra Katyn. Den tyske leder for kommissionen i 1943 havde taget 5 kranier med hjem til sit retsmedicinske institut i Breslau, der i 1945 blev polsk. Inspireret af opdagelsen i København i 2005 havde man kigget i gemmerne i Polen og det gav gevinst. Et af de 5 fundne kranier i 2006 viste sig at tilhøre en kvinde, og da kun 1 kvinde vides at være blandt de myrdede i Katyn måtte det være Janina Lewandowska.

AEJ´s bog rummer endnu to problemkomplekser, som er værd at nævne. Hun har forsøgt at finde ud af, hvordan det gik for de andre medicinere fra Den internationale Kommission. Den bulgarske læge blev dødsdømt under det nye kommunistiske styre men ændrede forklaring og mente herefter, at ligene næsten var gravet ned kort før kommissionen ankom til Katyn. Han og familien fik derefter et godt liv som gode kommunister. Det tjekkiske medlem ændrede også opfattelse under det nye styre med det hemmelige sovjetiske politi i landet. Også han fik et godt liv som kommunist og løgner. Dr. Frantisek Hajek fik endda den store ære at fastslå, at Jan Masaryk i 1948 havde begået selvmord som følge af fald fra stor højde i en situation, hvor han kun kunne komme ud af det snævre vindue – som stadig kan ses på Hradzin – ved at blive presset ud af stærke folk. Medicinerne fra de ikke-kommunistiske lande fik derimod generelt et usselt liv men fastholdt, at det, de observerede i 1943 og underskrev, var i overensstemmelse med sandheden. Det gamle ordsprog ” sandheden er ilde hørt ” kom til at passe her.

Et snedigt træk i det sovjetiske forsøg på at skjule sandheden var, at sovjetstyret selv organiserede en lægekommission til at undersøge gravpladsen ved Katyn. Allerede kort tid inde i krigen nedsatte Den øverste Sovjets Præsidium( formelt lovgivningsmagtens præsidium men reelt endnu et stalinistisk gummistempel) den 2/11-1942   ”Den extraordinære statskommission til at vurdere og undersøge forbrydelser begået af de tyske fascistiske invadører og deres medsammenskyldige.” Denne kommission skulle ” undersøge og straffe forbrydelser begået af tyske- og fascistiske agressorer”. At det kommunistiske system allerede havde myrdet mange flere millioner  sovjetborgere end nazisterne nogensinde nåede op på skulle ikke undersøges. Det vidste alle! Medlemmerne af den extraordinære kommission var en farverig skare. En var Andrei Zhadanov, som netop havde sovjetiseret Litauen i strømme af blod, en anden var den berømte biolog/svindler Trofim Lysenko og desuden var der Den røde Hærs overkirurg, neurologen Nikolai Burdenko, som viste sig at være en patologisk løgner. AEJ kalder ham side 220 for ”Stalins livlæge”. Det må stå for hendes egen regning. Det sidste mere kendte medlem var den senere præsident Nikolai Shvernik, som havde et så specielt sandhedsbegreb, at han foruden massakren i Katyn også blev leder af den såkaldte Pospelov Kommission, som Krustjov fik nedsat for at undersøge stalinismens forbrydelser forud for den hemmelige tale i 1956. Shverniks rapport fra Katyn var naturligvis det rene svindel og det var ikke meget bedre med rapporten fra 1956, hvor man helt glemte Khrustjovs og hans støtters andel i stalinismens forbrydelser. Som partichef i Ukraine 1939 havde Khrustjov stor andel i massemord og deportationer af slægtninge til de myrdede polske samfundsstøtter i foråret 1940. Officielt blev den sovjetiske kommission til undersøgelse af massegravene ved Katyn nedsat den 13. Januar 1944 og blev kaldt Burdenko-kommissionen. Allerede den 24 Januar var deres rapport færdig.  Det var nemt, da de af de to top-NKVD folk Merkulov og Kruglov allerede havde fået at vide, hvad konklusionen skulle være. NKVD havde kontrolleret Katynskoven fra cirka 25. September og havde forberedt komiteens komme og hvad de skulle finde. Mordernes egen rapport blev grundlaget for USSR´s  forsøg på at få Katyn-massakren tørret af på nazisterne under processerne i Nürnberg 1946. Dog uden held.

Jeg har tidligere anført, at AEJ historie er en journalistisk bedrift men at bogen langtfra giver Katyn-historien, hvad den fortjener. Jeg skal i det følgende begrunde hvorfor. Hvem der i sidste ende har ansvaret herfor kan jeg ikke kan vide, så jeg må gætte. Og der gør jeg så.

Bogen har undertitlen: ”Beretning om massakren i 1940” . Problemet er bare, at bortset fra nogle enkelte linier i begyndelsen og uddrag fra de myrdedes dagbøger er alt i bogen begivenheder fra 1943 og senere. På bagomslaget anføres, at kraniet fra Katyn blev indleveret af Helge Tramsen UNDER II. V.K. I bogen anføres, at der ikke er nogen indleveringsdato og desuden er der en seddel ( side 72) hvor det anføres ” at man nu mener ( efter 1945) at det var tyskerne”. Som det fremgår af bogen var Tramsen sikker på, at det var Stalins værk og selvom han kunne være bange for den sovjetiske hævn blev den først aktuel efter 1945. Forlagsredaktørens valg af undertitel har jeg tidligere kommenteret. Jeg vil mene, at en forlagsredaktør også skal sørge for, at de mænd, som myrdede polakkerne ved Katyn også hedder det samme gennem hele bogen.. Side 25 er det sovjetiske sikkerhedspoliti NKVD, side 50 bliver det til specialstyrker i Den røde Hær GPU. På side 67 bliver det til specialtropper fra Stalins hemmelige politi NKVD, det senere GPU og KGB. Side 78 bliver det til en specialgruppe fra Den røde Hær GPU. Side 159 kaldes morderne for Stalins GPU-tropper og endelig side 167 NKVD og side 220 er det specialtropper indenfor NKVD som begik massakrene. Den korrekte betegnelse er NKVD-tropper. Som belønning for veludført specialarbejde (massemordene herunder Katyn) fik ledende medarbejdere en ekstra månedsløn. De betegnes som NKVD-Arbejdere samt medlemmer af GB ( Statssikkerhedskontoret) og deres Chef L. Beria underskriver sig med betegnelsen Folkekommissær for Indenrigsforhold. Den sovjetiske sikkerhedstjeneste - kopieret i folkedemokratierne og i det nazistiske Tyskland - var normalt en underafdeling af indenrigsministeriet. I Danmark er det en del af justitsministeriet medens indenrigsministeren tidligere tog sig af kommunerne. Når bogen bruger betegnelserne Den røde Hær sammen med enten NKVD/GPU vidner det om totalt ukendskab til den fysiske magt i alle samfund. Ingen militærmand ville sættes i samme bås som Gestapo/NKVD o.s.v. De mange faktuelle fejl udstiller uvidenheden.  Side 28 anføres, at Præsident Pilsudski undslipper til Rumænien. Det er godt gået, da manden har været død i 4 år og endda er begravet to steder! At Den mest berømte polske politiker gennem tiderne forbindes med begivenhederne i 1939 vidner om totalt ukendskab til polsk historie 1918-1939. I bogen side 42 anføres ganske korrekt , at den danske regering trådte tilbage i August 1943 og så fantaserer AEJ videre om samtaler Tramsen skulle have haft med direktør i udenrigsministeriet Niels Svenningsen under det såkaldte departementchefsstyre om at Tramsen kunne undgå at tage til Katyn. Det er svært for mig at forstå, at man som AEJ kan arbejde med Katyn-kraniet og Tramsen i flere år og så ikke kan huske, at Tramsen rejser i April. AEJ store fortjeneste er, at hun mere eller mindre udgiver Tramsens dagbog, der så vidt jeg er orienteret er det eneste kildemateriale Katynkommissionens medlemmer har efterladt sig bortset fra den trykte rapport. Min hovedrysten bliver ikke bedre af oplysningerne i bogen side 132, hvor det anføres, at den engelske udenrigsminister A. Eden beder sin Ambassadør i Polen O´Malley om en redegørelse vedrørende Katyn. Den kommer i Maj 1943: “ We do not know for certain who murdered a lot of Polish  Officers in the Forest of Katyn in April and May 1940, but…” Det tolkes i bogen som om O´Malley ikke vil tilskrive Stalin udåden  i Katyn. Denne tolkning er indlysende forkert, da området ved Katyn i April og Maj 1940 var en del af USSR. Godt nok var Stalin og Hitler allierede, men at sende Gestapo ind for at myrde polakker langt inde i Sovjetunionen er for langt ude så meget mere som at NKVD var de rene supermænd i relation til massemord og nazisterne kun var i oplæringsfasen i Polen. At ambassadør O´Malley gøres til ambassadør i Polen er også ret fantasifuldt. Han kunne ikke sidde i det rygende Warszawa, men var britisk ambassadør ved den polske eksilregering, som befandt sig i London. Hele rapporten og den næste rapport, som kommentarer de sovjetiske påstande findes i fuld længde på nettet – O´Malley Report May 1943.. – og læses den første rapport fremgår det tydeligt, at O´Malley kender en del af de polske militære ledere og deres direkte reaktioner på fundet af de mange lig i Katyn. . Det ville nok virke svært i Warszawa at få sådanne kontakter med Gestapo i nærheden men selvfølgelig nemt i London , hvor de alle var. Desværre vil min jammerklage ingen ende tage. I bogen forsøger AEJ at koble Katynmordene sammen med nazisternes forbrydelser. At nazisterne begik folkedrab på de europæiske jøder er hævet over enhver diskussion og en infam forbrydelse. For at skabe dramatik eller på grund af uvidenhed vil AEJ gerne koble de to massemord tidsmæssigt sammen. For nazisternes vedkommende er der tale om Operation Reinhardt med udgangspunkt i områderne omkring Lublin og elimineringen af den jødiske ghetto i Warszawa. Side 61 skriver hun: ..” den 19. April (1943)..300.000 af Warszawas jøder dræbes i løbet af en måned..ca 7 hvert minut.” Problemet er bare, at mordfabrikken i Treblinka har siden Juli 1942 næsten ” forarbejdet” hele ghettoen og kun en lille del er tilbage,  og i praksis ophørte Treblinka næsten med sin virksomhed netop i April 1943. På side 102 skriver hun, at ” KZ og arbejdslejren Majdanek og  ( dødslejren) Sobibor, hvor flere millioner jøder fra hele verden blev myrdet” To hurtige opslag vil vise, at i alt  360.000 jøder + polakker samt 250.000 jøder blev myrdet de pågældende steder. Side 103 har AEJ også formuleringer, så som ( Den 1/5 myrdes)  100.000 om måneden i Ghettoen i Warszawa og i Operation Reinhardt. På det tidspunkt var der ikke jøder nok. De var allerede myrdet. Igen side 103 skriver hun om den specielle nazistiske konstruktion Generalgouvernementet. ” Her bor over 2 millioner jøder og i alt bliver 1 ¾ millioner jøder fra Polen, Sovjet + Vesteuropa slået ihjel på bare 17 måneder i de tre Aktion Reinhardt Lejre:  Belzec, Sobibor og Treblinka. Oplysningerne gentages side 137. Tallene er korrekte, men det er så som så med sovjetiske jøder. Disse blev som bekendt myrdet af de såkaldte Einsatzgruppen i det første år efter invasionen i Juni 1941 og var således døde før Operation Reinhardt og endda før attentatet på ophavsmanden til Operationen Reinhard Heydrich. For at afslutte holocaust omtaler AEJ side 103 også oprøret i Dødslejren Sobibor den 14. Oktober 1943. Hvad har det med Katyn-historien at gøre ? Der var også oprør i Treblinka den 2. August 1943 tættere på Tramsens rejse. I bogen side 55 anføres, at bortset fra lægen fra Schweitz, så er alle læger fra tysk-besatte lande. Italien og Finland var ikke tysk besatte lande i April-Maj 1943 selvom der var tyske styrker i begge lande. På side 67 lader AEJ ” den stolte (tyske)hær nærmer sig Moskva. I April 1943 var tyskerne ikke på vej til Moskva snarere tværtimod. I December 1941 var de forreste tyske linier nær Moskva men 1943 hundredvis af kilometer derfra. På side 100 taler Tramsen med den franske( Vichy) regerings udsending ved kommissionen. Han hedder Costedoat. Hovedparten af de effekter, som lægekomissionen og tyskerne udtog fra de døde i Katyn brændte op i togvogne i Radebeul og ikke i Leipzig og Stalins søn , der var krigsfange i Tyskland, blev aldrig løsladt men begik ifølge lidt usikre kilder selvmord. Den finske præsident Risto Ryti beskyldes i bogen for ” at have været med til at skaffe støtte fra Tyskland”.. ( side 236). Det var de finske kommunister og USSR`s synspunkt ved krigsforbryderprocessen mod Ryti efter fredsslutningen med Stalin 1944. Kommunisterne ville ikke nævne, at USSR startede med at bombardere finske områder straks da tyskerne invaderede USSR i sommeren 1941. Finland gik derved fra at være neutral og til at blive krigsførende næsten fra Barbarossa dag 1 til tyskernes store tilfredshed. At Ryti og den militære leder for finnerne Fältmarskalk Mannerheim kunne se positive muligheder i en krig mod USSR i relation til at få de tabte arealer fra fredsslutningen i 1940 tilbage samt lidt ekstra ” gammelt finsk land ” er en anden sag. Side 67 blev de polske officerer ført til fangelejre i Rusland, lige vest for grænsen til Den hviderussiske Sovjetrepublik. Det skal være øst for! De skulle jo ikke ”tilbage til Polen.” Man må da håber, at AEJ bruger satellitnavigering, når hun kører bil ellers kan hun let ende i Katyn i Den russiske Federation.

En bog kan skrues sammen på mange måder. AEJ har valgt en form der på film vistnok hedder krydsklipning: Mange forskellige sekvenser klippes i stykker og blandes i tid og emne for at skabe en dynamisk og dramatisk effekt. Efter min opfattelse behøver hendes fantastiske historie ikke dette kunstgreb. Det er ikke Hanne Vibeke Holst´s læsere, som køber eller læser Katynbogen, selvom man nogle gange kunne komme til den konklusion, når der er gentagelser af et omfang , som skulle læserne være elever i første klasse. Læge Arne Skippers entusiasme for Katyn-hovedet får vi både side 52 og 69/70 og Ludwik Szymanskis historie skal vi også have to gange side 22 og 161-62. Endelig skal vi også have AEJ egne fantasier, hvad Helge Tramsen tænkte om sin kone i sengen m.v. Siderne 73 og 131. Bogens konstruktion er også en talen ned til læseren i afsnittet om Tramsens rejse til Katyn, idet AEJ først citerer uddrag fra Tramsens dagbog og dernæst genfortæller det hele igen .Her er tale om en bog og ikke et eksemplar af Ekstra Bladet eller Se & Hør.

 Fra side 23 er der i bogen uddrag fra breve og dagbøger fundet på de myrdede i Katyn. Allerede i den originale rapport fra 1943 er der uddrag fra Major Adam Solskis dagbog på cirka 10 linier. Ved begivenheder, som danner en lignende fantastisk historie som AEJ´s historie om kraniet,  er dele af andre dagbøger og andre oplysninger stammende fra udgravningerne i 1943 dukket op og udgivet af Jan A. Stepek i 1990 på polsk. AEJ skriver ikke i bogen hvorfra hun har sine polske dagbogscitater. Det er trist, for det ville være en velgerning for mig og andre ikke-polsk-læsende at få dagbøgerne i oversættelse på et sprog, som vi skandinaver behersker. Med de unøjagtigheder, jeg har påpeget indtil nu er jeg lidt bekymret med hensyn til AEJ udvælgelsesmetoder både vedrørende materialet fra Katyn herunder Tramsens efterladte papirer. Min bekymring gælder også bogens billeder eller nærmere hvilke billeder, der ikke er med. AEJ skriver, at hun fandt en rulle film med Tramsens egne billeder fra Katyn. Det er i sig selv en gevinst og det oplyses da også i begyndelsen af bogen at billederne dels stammer herfra samt fra den officielle rapport og ugebladet Signal. Af de 23 billeder i bogen kan de 4 ses i Signal ( Side 84,91,96 & 270) 2 billederne er fra rapporten ( side 75 & 234). Resten må være fra Tramsens filmrulle. Billederne kendes næsten til forveksling fra andre kilder, men er der ikke også billeder, som ikke kendes andet steds fra ?

Som det fremgår er bogen ikke tynget af noter og henvisninger. AEJ har i bogen en kildeliste, som ikke er velegnet til at belyse Katynmassakren og heller ikke til at kontrollere hendes brug af kilder. Jeg har i teksten anført nogle af hendes skjulte kilder herunder rapporten fra den retsmedicinske kongres i Geneve 18.-20 April 2007. Se WWW. Uni-heidelberg.de. ( Suche: Katyn).   I øvrigt er Katyn-litteraturen uhyre omfangsrig, men Cienciala, Lebedeva & Materski: Katyn. A Crime Without Punishment. Yale 2007 samt den originale rapport, som anføres i AEJ´s bog er de centrale bøger. Fundamentet for det hele er firebindsværket Katyn Dokumenty Zbrodni ( Katyn forbrydelsens dokumenter) som udkom 1995- 2006. Her er alt. På polsk. Mest spændende er en polsk oversættelse af den russiske anklagers samtaler med de NKVD officerer, som deltog i myrderierne især Tokariew/Tokaryev. Bind 2 side 432 ff. Dele af hans oplysninger på engelsk i the Observer 6. Oktober 1991. Et detailleret indblik i NKVD´s uhyggelige verden findes i  Michael Parrish: The Lesser Terror. Praeger. 1996.  Den formelle beslutning om at myrde toppen af det polske samfund er en beslutning fra det sovjetiske politbureau. En dansk oversættelse af dette dokument findes hos Sudoplatov: Uønsket vidne. 1993. På filmmuseet er der som anført i bogen en samtidig tysk propagandafilm med dansk tale om Katyn men også - hvad hun ikke nævner- en kortfilm om gravene ved Winniza. George Sanford: Katyn and the Soviet Massacre of 1940. London 2005 er interessant. På dansk udkom 1943 en pamflet og en lille bog om Katyn, som i dramatisk form gengav den officielle lægerapport. Den var også basis for den store artikel i det nazistiske ugeblad Signal, som også kom på dansk og er nævnt i AEJ´s bog sammen med Tramsens senere udtalelser om Katyn og den danske historiker Tim Toftekærs bog og artikler om samme emne.

Journalistik og seriøst historikerarbejde er det det samme eller to forskellige ting ? Er  AEJ´s  bog et journalistisk produkt, som skal skabe opmærksomhed i nuet og gang i følelserne? Er sandheden som udvælgelsespunkt bare et unødvendigt og besværligt onde? AEJ er ikke Marie Helleberg, Mette Winge, Thit Jensen eller andre, som skriver historiske romaner. Kraniet fra Katyn kunne være præsenteret i denne form, men det skete ikke og derfor mener jeg, at alle mine kritiske bemærkninger er retfærdige overfor det præsenterede produkt. Det havde efter min mening været en fordel for alle, hvis AEJ havde skrevet historien om jagten på hovedet og en kompetent historiker havde udgivet Tramsens materiale med kommentarer på engelsk. Den foreliggende bog er efter min mening en hån mod læserne, som skal betale 299 kroner for sjusket arbejde. Personer, som vil læse om Katyn, køber ikke bogen for at få ligegyldig underholdning. Katyn er for polakker, historikere og andre interesserede et så betændt problem, at der ligger mange overvejelser bagved en beskæftigelse med emnet. Med AEJ talent for finde historien og følge den til dørs var det måske noget for hende at lave programmet Sporløs  nu da den befamlende Line Baun Danielsen er holdt op på TV2,  medens forlagsredaktøren på Høst & Søn efter min mening burde  finde på noget andet at lave eller skrue op for ambitionsniveauet.

Der er mange konklusioner på 2. Verdenskrig. Den lagde kimen til det vi kendte som Den kolde Krig, men den betød også meget store omvæltninger i det nordlige Øst- og Centraleuropa. Tyskerne blev fordrevet fra deres århundredgamle koloniseringer i Øst og Sydøsteuropa med millioner af døde til følge og hele den jødiske befolkning med jiddish som modersmål i det nordlige Østeuropa blev myrdet og forsvandt som følge af nazisternes forbryderiske politik. Millionstore polske befolkningsgrupper øst for det nuværende Polen forsvandt endegyldigt som følge af Stalins forbryderiske politik og endelig sørgede det kommunistiske tvangssystem i Østeuropa og Baltikum for mord og deportationer i stor skala samt usle materielle kår og konstant angst ligesom i kommunismens moderland USSR. Mordene ved Katyn var en lille brik i dette spil, som tydeligt viste, at Stalin fulgte en plan og overholdt den næsten konsekvent selvom han ikke myrdede de polske officerer, som NKVD kom i besiddelse af ved erobringen af Litauen i sommeren 1940 efter massakrerne ved Katyn og de andre steder. De 63 dage i Warszawa 1944 og den manglende sovjetiske handlen var dog en tilbagevenden til det gamle mønster og NKVD/KGB var stadig aktive i Polen indtil landet opnåede selvstændigheden. I Danmark regner vi med, at cirka 3000 danske døde i Danmark som følge af begivenhederne 1940-45 foruden søfolkene. Hertil kommer et endnu større antal faldne danske i tysk uniform. For polakkerne var tilværelsen som det fremgår af det ovenstående formet sig meget anderledes. ” I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Det skal vi takke vor skaber for, hvis en sådan findes.

Klavs Verholt.

Februar 2009