”NUTIDENS UNGE” 1984-2004

”Nutidens unge er, som sure rønnebær, sagde ræven, han ku’ ikke nå dem.”

Disse ord stammer selvfølgelig fra popgruppen TV-2’s efterhånden klassiske sang ”Ræven og rønnebærerne” (1984), hvori forsangeren Steffen Brandt med vanlig ironi beskriver forældregenerationens uro i forhold til Nutidens unge. De ræverasende voksne kan nemlig hverken forstå eller få poterne i det umulige afkom, hvor fyrene er ”stræbsomme”, pigerne går op i ”karriere, hund og hjem. Alle hver for sig og lige glade”, samtidig med at begge køn ”hygger sig med dans og musik, fester og fodbold og matematik, og snakker om økonomi, og tegner den fremtid vi lever i. Oh yeah-eah!” Og konklusionen bliver følgelig, at de langsnudede rævemødre og –fædre vælger at vende hele projektet ryggen og i stedet ryste bedrevidende med halen.

Brandts nu præcis tyve år gamle lyrik står på mange måder stadig til troende, idet der jo også i skrivende stund foregår en lignende konflikt imellem nutidens forældre og Nutidens unge. Men skulle nogen dog få lyst til, i bedste Hollywood-stil, at genindspille sangen med en tekst, der bruger tiden efter årtusindeskiftet som bagtæppe, så vil indholdet på visse kernepunkter nok blive lidt anderledes.

For det som mange af 1980’ernes forældre var bekymrede over, og som Brandt derfor også, med nøgleord som ”stræbsomme”, ”karriere” og ”Alle hver for sig og lige glade”, primært tager udgangspunkt i, var selvfølgelig den altopfræsende, amerikanske yuppiekultur. Det var Wall Street-hajernes og Poul Schlüters årti, og mange gamle 68’ere frygtede uvilkårligt, at deres teenagebørn skulle gå under i en uigennemsigtig blanding af egoistisk foretagsomhed og almindelig spillen kong gulerod.

Denne angst er heldigvis så godt som forstummet i dag. Dels fordi de pastelfarvede 80’eres pengefascination ikke viste sig at skabe en ny og kynisk menneskerace. Men også fordi det i dag er blevet åbenbart for de fleste, at det enkelte individs ambitioner og succes, ikke behøver at stå i vejen for egenskaber som humanisme og personlig integritet.

Nej, en opdateret sang om Nutidens unge ville nok snarere handle om, at en lille, men stadigt voksende del af ungdommen klager over, at den mistrives. En udvikling, der desværre er blevet dokumentet af flere af tidens førende børne- og ungdomspsykiatere, der i talrige (måske lidt vel pessimistiske) bøger og artikler kan berette om, hvordan de unge føler sig usikre og frustrerede og uden egentlig glæde ved den overdådige livsstil, som de fører.

Men hvorfor er det således? Hvorfor har vi ikke, når vi nu lever i et af verdens mest velhavende samfund, ikke verdens ubetinget lykkeligste ungdom, der nærmest er ved at falde over deres egne ben af bar iver efter at få lov til at svælge i de mange tilbud, de får serveret i en lind strøm?

For det første må man starte med at medgive, at ungdommens adfærd til en vis grad er forståelig, idet det immervæk må virke overvældende at være den sundeste, rigeste og på alle måder mest privilegerede generation, verden hidtil har set. Det er en langt fra misundelsesværdig situation, der lægger et enormt pres på de uafklarede skuldre, og derfor helt naturligt kan resultere i både handlingslammelse og præstationsangst. For i en tid hvor alle kan blive popstjerner, er det faktisk lidt pinligt kun at blive tandlæge.

Men derudover er der også sket det beklagelige, at de unge, både selv- og uforskyldt, er blevet historieløse. For at få præciseret hvad der menes med det, er det på sin plads på ny at kaste et blik på Steffen Brandts førnævnte tekst, idet han deri, udover at hudflette 80’ernes hændervridende forældre, også tager sig tid til at tage pulsen på 1984-ungdommens generelle overmod. Det sker i sangens sidste vers - hvor rollerne er totalt byttet om, idet synsvinklen nu er de unges - med ordene ”Nutidens voksne er, ræverøde rønnebær, sagde de unge, og lod træet fælde.”

Det som Brandt her får sat fokus på, er hvordan det altid har været målet for snart sagt enhver generation at kappe hovedet af stamtræet og ikke hænge sig i, hvad ens forældre egentlig har stået og ikke mindst kæmpet for. En proces, der ofte har tendens til at foregår så eftertrykkeligt, som det pine død er muligt.

Men mere er ikke altid bedre. Og sporene skræmmer stadig fra de gæve 68’ere, der godt nok fik gjort op med utallige former for undertrykkelse, men som også i samme åndedrag tog livet af eksempelvis respekten for autoriteter og traditioner, med den kedelige konsekvens at der i dag ikke er nogen, der rigtig tror på nogen eller noget.

Drømmen om og viljen til at løsrive sig fra den forrige generations favntag har selvfølgelig også præget Nutidens unge, med det resultat at man er begyndt at tage den danske nations kolossale rigdom og frihed for givet. Det har selvfølgelig ligget lige for, når man nu i bogstaveligste forstand er vokset op i et land med fred og ingen fare.

Men det er en farlig og ufrugtbar vej at bevæge sig ud af, idet der opstår en trivialisering af velfærdsstatens mirakel, så man som i et troldspejl kommer til at se de uanede muligheder som en usædvanlig udspekuleret forbandelse og ikke som gevinsten af århundreders hårdt og målrettet arbejde. Der er selvfølgelig tale om et luksusproblem. Men dog et problem der er i vækst, og som derfor bør tages alvorligt og løses af de rette institutioner. 

Her tænkes især, hvor kedeligt det end måtte lyde, på uddannelsessystemet. Det samme uddannelsessystem, som har været med til at skabe en generation af demokratiske, engelsktalende og usnobbede drenge og piger, skal fortsætte de gode takter og give mening og klangbund til den spektakulære overflod. Selvtillid kan de unge, som så meget andet, købe i butikkerne i gågaden. Det er identiteten og selvforståelsen, der skal styrkes.

Dermed ikke sagt, at der skal satses på nationalistisk propaganda om vikingernes bedrifter eller på Krarup’ske studier i danskheden som begreb. Men mere, at Nutidens unge skal holdes fast på betydningen af de mere abstrakte værdier, som livet har at byde på.

For bare hundrede år siden var en af skolens uofficielle opgaver at give eleverne så mange kundskaber, at tilværelsen fik indhold og skønhed på trods af den brutale og allestedsnærværende fattigdom. Nu er situationen mere eller mindre vendt på hovedet, idet kampen for en anstændig tilværelse for længst er vundet.

Udfordringen i det globaliserede informationssamfund ligger i stedet i at overbevise de unge om, at det nytter noget at interessere sig for litteratur, kunst, historie og kærlighed, selvom man bor i et land, hvor penge er noget, som alle har så mange af, at selv såkaldt fattige mennesker har både farvefjernsyn og mobiltelefoner.

Det er ikke nødvendigvis nogen nem opgave. Snarere tværtimod. Men mon ikke Nutidens unge, med lidt kyndig vejledning, nok skal ende med at få kabalen til at gå op alligevel? Om ikke andet, så samtidig med at de hygger sig ”med dans og musik, fester og fodbold og matematik, og snakker om økonomi, og tegner den fremtid, vi lever i. Oh yeah-eah!”

Kristoffer Verholt 2004

Tidligere bragt som kronik i Fyens Stiftstidende.