Stalin. De hemmelige komiteers mand.

Niels Erik Rosenfeldt: Stalin. Diktaturets anatomi.419 sider. 2006. Indbundet med smudsomslag. 349 kroner.

For en dansk gymnasiereforms-ramt-historielærer kan det nok være svært netop nu at have overskud til at følge med i den strøm af bøger om den afdøde USSR, som i disse år oversvømmer markedet. Som led i adgangen til stadig flere kilder og historikernes utrættelige arbejde kommer der oversigtsværker , monografier og  biografier, som alle bringer nyt og korrigerer det skønmaleri og net af løgne, som sovjetstaten og dens håndlangere i Vesten udbredte så flittigt fra 1918. Lektor ved Københavns Universitet Niels Erik Rosenfeldt har i mange år været en sand Sherlock Holmes i sin jagt på hemmelige komiteer i det sovjetiske politiske system. Med udgangspunkt i Lenins lære om Proletariatets Diktatur har der i USSR aldrig været noget der bare lignede demokrati og menneskerettigheder, som vi kender det, og derfor kan det anses for uinteressant om der var 1 eller 1000 hemmelige udemokratiske magtorganer. Alt var udemokratisk. Det hemmelige har dog en dragning for alle mennesker og Niels E. Rosenfeldt er en af slagsen. Han har skrevet en bog om magtens kanaler i Stalins diktatur, som har en andet udgangspunkt end de senere Stalinbiografier.

Det drejer sig om værker af Volkogonov, Edvard Radzinsky, Simon Sebag-Montefiore og Bent Jensen.

Volgokonov´s biografi udkom på engelsk i 2. udgave 1991 og en del af bogens første udgave er udkommet på dansk som en selvstændig bog. Der er tale om en bog, som er bestilt i sovjetperioden, og det bærer den præg af. Edv. Radzinsky´s biografi kom på engelsk 1996 og er en journalistisk meget underholdende bog. Anderledes kildedækket er Sebag-Fioris bog, som udkom på dansk 2004. Her er også gode historier fra Stalins mere private liv. Bent Jensens biografi fra 2005 er god, underholdende og æggende og bedst at stikke til en gymnasieelev som udgangspunkt for at finde ud af, hvad stalinismen var. I sit forord skriver Niels E. Rosenfeldt, at bogens formål er, ” at vise hvad der sker, når fanatikere og diktatorer opnår mulighed for at sætte den politiske dagsorden.” Der er ikke tale om en biografi i traditionel forstand, idet ”opmærksomheden rettes mod magtens vilkår og magtens mekanismer” i det stalinistiske enkeltmandsdiktatur. Hans overordnede tese er dog utroligt spændende,  nemlig at Stalins politik både på hjemmefronten og i relation til udlandet skal ses som dele af samme proces, som alene har til formål at sikre ham den absolutte magt. Står man foran en klasse i sidste time en Fredag, hvor eleverne alle har week-endens aktiviteter i tankerne, kan man formulere det således, at når Stalin følte, at hans magtudøvelse svigtede – og det gjorde han konstant – så måtte der gøres noget . Vi kalder det terror og denne måtte Stalin legitimere overfor folket med at præsentere fjender hjemme og ude. Udlandet truede sovjetstaten med krig, spionage og sabotage og hjemme vrimlede det med spioner, så den årvågne diktator fik begrundelserne for massedrabene på både fjender og totalt uskyldige. Som en ekstra garanti for befolkningen fandt Stalin ud af, at en stor del af terroren var begået af forbryderiske elementer indenfor selve sikkerhedsapparatet Tjekaen. Den ene dag store lederen af det hemmelige politi sammen med føreren på Den røde Plads eller deltog i fuldefesterne i datchaen og de ledende tjekister nød privilegierne i fulde drag. Kort tid efter blev de smadret til ukendelighed i fængslerne, de selv havde været med til at fylde med uskyldige eller selv havde planlagt og lagt deres arbejde i. Niels Erik Rosenfeldt overlader det dog selv til læseren at fuldende bevisførelsen for hans tese om Stalins politik. Lidt trist. Det tocifrede antal ofte for Stalins politik fortjener vel en forklaring. Hvad blev de ofret for?

Foruden den omtalte tese indeholder bogen en omtale af de såkaldt hemmelige komiteer.som Stalin brugte til at udøve sin magt.  I forordet skriver forfatteren, at han vil skrive om dem og sætte dem ind i deres sammenhæng, men det aflives på en måde, da ”arbejdet med de hemmelige komiteer vil blive præsenteret for fagfolk i særlige artikler”. I bogen får vi en omtale af nogle af komiteerne, men alligevel synes jeg, at der er meget lidt komiteer og meget sammenhæng. Sidstnævnte del løfter efter min mening ikke bogen op over Bent Jensens engagerede historieskrivning. Bent Jensen har set ind i helvede og fornemmet ondskaben. Det har Rosenfeldt ikke. Han er detektiv.

Som magtsamfund var sovjetstaten i grove træk baseret på følgende søjler: Regeringsbureaukratiet, Partiapparatet, Militæret med de politiske kommissærer som partiets forlængede arm samt endelig Det hemmelige Politik, Tjekaen. Hertil kom det vigtigste magtorgan Stalins Hemmelige Kancelli ledet af Poskrjobysjev. Det særlige kancelli var et overkontor over de andre hemmelige kontorer i partiets øverste ledelse. Alle vigtige oplysninger i hele sovjetsamfundet blev af særlige rapportører sendt til de hemmelige kontorer uden om de officielle kanaler i parti og statsapparat. Edderkoppen i nettet var Stalin selv. Tjekaen havde også hemmelige afdelinger. En afdeling skulle betjene Stalin og hans kontor. Det var en stat i staten hos tjekaen og udenfor dens kontrol. En mere ubehagelig hemmelig afdeling var 1. Specialafdeling, som alene tog sig af masselikvideringer, som da de polske officerere  blev slagtet blandt andet ved Katyn-skoven og da sovjetapparatet trak sig tilbage fra Baltikum og Polen i sommeren 1941. De nazistiske Einzatsgruppen´s  virke i USSR 1941-42 giver en god parallel ligesom den er slående ved håndteringen af Euthanasien i Nazityskland, som styredes via Hitlers Kancelli på samme måde som Stalins Kancelli også udstedte hemmelige usympatiske beslutninger, men på en hel anden omfattende måde greb ind i hele sovjetstatens virke.

En hemmelig komite indenfor partiet stod for kartoteket med navnene på alle ansatte i vigtige stillinger og kommende ansatte og også kommende ofre. Indtil 1937 var det ledet af Stalins hundeagtige følgesvend senere Tjekachef Ezhov. Han blev også (fortjent) slagtet i 1940.

Niels Erik Rosenfeldt stiller ikke direkte spørgsmålet om, hvordan kunne det lade sig gøre, at en mand kunne bestemme det hele og i så mange år. Rosenfeldt svarer heller ikke. Læserne må selv stykke konklusionen sammen. Da der ikke var spilleregler for systemets magtpositioner, måtte alle deltagere spille med. Fik man en magtposition var man med i spillet om privilegier og magt og tilintetgørelse. Via sit greb om terrorapparatet sørgede Stalin for at ingen turde åbne ballet og sætte ham på porten. Alle hans nærmeste medarbejdere både politisk og ved hans hof fik Stalins magt at føle. Koner blev anklaget for spionage, hans trofaste chef for livvagterne røg i 1952 sammen med lederen af hans kontor og livlægen som kom i kødhakkeren i forbindelse med Stalins sidste bølge af sabotører og spioner, som truede sovjetstaten. Det jødiske kort blev igen trukket frem for at forklare hvorfor det gik så dårligt eller ville Stalin starte en ny terrorbølge og myrde alle sine nærmeste ligesom det vat sket med Lenins følge?  Blochin, som personligt havde skud i tusindvis af ledende sovjetborgere og udlændinge på Stalins ordrer, fik lov at leve. Han drak sig dog ihjel straks efter diktatorens død, men alene det at han som udnævnt general gik omkring kunne få eventuelle oprørere til at tænke sig om.

Bogen har en udmærket kommenteret bibliografi. Vil man ikke købe bogen og drage fordel af litteraturlisten kan jeg anbefale 2 bøger, hvis persongalleri næppe indgår som rollemodeller i Det radikale Venstres menneskesyn: Donald Rayfield: Stalin and his Hangmen. London 2004 samt Jansen & Petrov: Stalins Loyal Executioneer: Ezhov. Stanford 2002. På dansk findes Amy Knights forskningsmæssigt forældede  bog om Beria, men der kommer nok snart ”en god” Beria- eller Jagoda –bog, ” om de to tjekistledere, som fik, hvad de fortjente.

Niels Erik Rosenfeldt fortjener også ros for at have bidraget til vor viden om magtens mere konkrete udøvelse i det sovjetiske lykkeland. Ser man bogen i relation til gymnasieverdenen vil jeg mene, at den er lidt for speciel og i skarp konkurrence med en anden herboende forfatter. DR skriver på rulleteksterne, at man ikke bør se deres serie Forbrydelsen alene. Det sovjetkommunistiske paradis bør skylles ned med store 8% juleøl.

Klavs Verholt

Februar, 2007