Kronik første gang publiceret i Fyens Stiftstidende, januar 2005. 

Med naturkatastroferne inde på livet advares vi gang på gang om livets skrøbelighed, men der er også mange ting at glæde sig over i disse år.  Den velstand og tryghed, som  kommer næsten alle herboende til gode, er  skabt af  min generation af folk fra 1940´erne og generationerne før os. Har vi forvaltet arven  efter vore forfædre godt.? Fra 2005 begynder min årgang at gå på pension. Kan vi se tilbage med ranke rygge?

Som ung student fra 1964 drog jeg og andre unge ud i verden, som dengang lå åben for os. Vi vidste ikke, at vi senere skulle få betegnelsen 68´ere, og blive et varemærke, som man i gymnasiet lærer om på linie med livet i det gamle Rom eller ved solkongens hof i Versailles. Vi bliver markedsført med  hippie-opførsel, kollektiver, hash, sex-eksperimenter, socialisme, oprør og farvel til kernefamilien. ”Giv børnene til pædagogerne og ungerne til lærerne.” Vi havde nok i at realisere os selv og lytte til den nye rock-musik. Vi fik næsten vores eget politiske parti SF, som gik ind for solidariske løsninger i form af at vi offentligt ansatte skulle have det godt og andre betale gildet.

Solidarisk sindede eller ej, vi var i sandhed en guldgeneration. Vi kom ud i livet under højkonjunkturen, hvor der var arbejde til alle med det samme og det hele var så dynamisk. Vi oplede , at ungdommen fik sine egne gode penge og kvinderne fik sin selvstændighed ved at tjene egne penge. At det de lavede så i høj grad var, hvad kvinder gennem århundreder havde beskæftiget sig med, nemlig opdragelse, undervisning, pleje og omsorg var noget andet, men pengene gav forskel og uafhængighed. Meget blev forandret og vi var i centrum. To år efter min  studentereksamen og da min årgang for første gang kunne stemme , fik Danmark sit første socialistiske flertal i Folketinget. Nu skulle det hele laves om. Kildeskat og moms blev resultatet og utallige skænderier og derved blev det. Det relativt fattige samfund, nogle af os havde oplevet som børn , var afløst af velstand, og den stramme seksualmoral var også forsvundet op i den blå luft. Vejen var åben. Min generation fik chancen og tog den. Og hvad så?

40 år er lang tid og det har ikke været en ensartet periode, men generelt kan man sige, at borgerne i lille Danmark blev mere og mere påvirket af, hvad der skete ude i den store verden og især i de senere år, hvad der sker i U.S.A.  Den velstand, som ligger til grund for vor velfærdsstat og det høje forbrug, er skabt ved at samarbejde med andre lande. Den øgede kontakt via charterturismen og den moderne teknologi har skabt rammerne for det Danmark,  vi kender i dag. Dansk flygtninge og indvandrerpolitik har også ydet sit bidrag. For 40 år siden var vi et homogent folk, som meget arbejdede med egne ressourcer, og den viden og erfaring faderen og moderen besad havde  en værdi og blev givet videre til næste generation. Man mødtes i familierne for man havde endnu den luksus at have børn og tid til at passe dem. Det at have eget værelse som ung var en luksus for de få. Man vidste, hvad de forskellige medlemmer af familien gik og lavede og relationerne mellem kønnene var regulerede. Man holdt da øje med sin datter.

Når vi 58-59 årige mødes kan vi let blive enige om, at hvor har vi det økonomisk godt. De huse, vi købte i 70érne til latterlige priser i nutidsøjne,  er guld værd i dag, og vi kom lige ud på arbejdsmarkedet,  førend den første oliekrise 1973 satte en stopper for højkonjunkturen i Danmark. Vi har tjent penge hele livet og forberedt os på en pensionisttilværelse på 1. klasse. Vi vil ikke som mine forældres generation lade os nøje med dårlig service eller et ineffektivt sygehusvæsen. Vi vil også rejse individuelt  og måske begynde at bruge af vore opsparing og belåne husene. ” Der er ingen lommer i ligklæder” bliver måske en almindelig leveregel for min generation. Nye låneformer iklædt pæne formuleringer så som ” pauselån” gør det næsten til en pligt at tage en pause. Det er jo godt for især ældre mennesker med et hvil.

Politisk har min generation også forstået at få noget ud af det. Vi er bevidste om at vi skal stemme ved valgene og gøre vores indflydelse gældende. Via forskellige interesseorganisationer gør vi vort bedste for at få del i de offentlige midler og skræmme politikerne til at give os vores gode del af kagen. Gennem 70´erne og 80´erne lykkedes det også for min generation at gældsætte landet og dermed sende en regning for vort overforbrug videre til vore børn, som selvfølgelig bare kan sende den videre. I sidst-90´erne er denne gældsætning stoppet og fortsætter afbetalingen vil vi kunne overlade vore børn vore værdier og have betalt regningen for vort liv. Så har vi i det mindste opført anstændigt og lidt til.

Helt så godt har vi ikke forvaltet familielivet. Jagten på guldkalven og karrieren har kostet. Vi taler om familiens funktionstømning. Børn overlades til sig selv eller gøres alt for tidligt til voksne med penge, mobiltelefoner og pasning hos det offentlige og næsten egen bolig.. De overlades til vennerne og hvad de nu finder på. Vore gamle fodres af med penge og fjernsynet, og havde vi ikke kongehuset, hvad skulle de gamle så få tiden til at gå med ?

Politisk har vores generation også oplevet store forandringer. Vi blev født under Den kolde Krig og dommedagsprofeterne fortalte os, at ragnarok i form af atombomberne var nær. Hele min levetid har jeg levet under den trussel,  at nu går det galt. Vi fortjener vel et eller andet for at have klaret presset? Nu takker af i forvisningen om, at atomtruslen er forbi. Til vore børn og børnebørn overleverer vi et mere trygt Europa, nu da kommunismen og USSR er væk og den europæiske integration er kulmineret med optagelsen af de østeuropæiske lande i det europæiske fællesskab. Det,  som gør os til en civiliseret nation – demokratiet og overholdelsen af menneskerettighederne – har sejret i Europa. Sådan ønsker vi, at vore efterkommere skal have det. Den europæiske integration har vi bidraget til.  USSR´s sammenbrud klarede U.S.A. for os på samme måde, som de befriede os for Hitler og satte gang i genopbygningen af det ødelagte Europa. Det er ikke lige det franskmændene husker i dag, men de nye østeuropæiske lande har forstået, hvem der bragte friheden til dem.

På trods af eller måske som følge af  drengeskolen og dens tæskepædagogik  og de energiske lærere på mit gamle gymnasium valgte jeg også at blive lærer. I den gymnasieskole, hvor jeg nu har virket i 32 år er pensum blevet konstant forringet og undervisningen foran eleverne stadig mindsket, fristelserne for eleverne i fritiden stadig øget og kravene svækket, således at meget er forandret. Der er ikke den elev, som ikke har det slemt eller lider af et eller andet fysisk eller psykisk. Klienterne har overtaget skolen og en horde af velmenende behandlere bruger løs af skolernes ressourcer. Det er næsten ikke til at bære, at jeg skulle være så indskrænket, at jeg som ung ikke under 12 års skolegang skulle have opdaget, hvor traumatiserede og syge alle mine kammerater var. Jeg opdagede ingenting. Lærerne fattede heller ikke noget. Hvor var vi indskrænkede dengang, hvor det eneste fornøjelige i radioen var Giro 413 og tonerne fra Bror Kalles Kapel.

 Skulle man mene, at vi 68 ´ere ikke har gjort vort arbejde godt nok, er der trøst at hente. På min skole som næsten overalt i landet er hovedparten af lærerne omkring de 60 år gamle. De holder ikke evigt , så skolen slipper snart af med os. Så er det op til de nye at gøre det bedre.

Efterlader vi os en stor sum penge? Alt tyder på, at vi bliver gamle, så vi får tid til at bruge dem. Godt nok satser reklamefolkene ikke på gamle over 40 år, men det kan ændres, så vær bange I unge på 30! I får også regningen for den mislykkede integration, hvor velmenende politikere bevidst tillod en vis ændring af befolkningssammensætningen uden at have en ide om, hvad det ville medføre. De politikere, som muliggjorde alt og som gjorde både folkeskole og gymnasium til et sted, hvor der er plads til alle og brug for alle, har vi selv valgt. Fortjener vi det bedre med den rigdom vi har?

Klavs Verholt

December 2004