Af cand.mag. Kristoffer Verholt
Første gang publiceret i Fyens Stiftstidende, 19/11-2003

Cand.-det-hvad-du-vil

Der er desværre noget næsten ensartet forstemmende ved mange af de nyledige akademikere i Danmark. Ikke sådan at forstå, at arbejdsløse i al almindelighed plejer at være et specielt festligt folkefærd. Men det som markant adskiller akademikerne fra andre grupper af ledige er den hast, hvormed de begynder at opfatte deres situation som ikke bare ydmygende, men også dybt uretfærdig. Der skal således ikke mere end et par måneders ledighed til, før end håbløsheden og afmagten får noget nær frit løb, og bl.a. kommer til udtryk i form af frustrerede læserbreve og tv-interviews, der alle rummer en udtalt bitterhed mod enten samfundet, universiteterne eller den til enhver tid siddende regering.

  Man kan, alt efter temperament, finde den heftighed, der bliver lagt for dagen, enten en lille smule overgearet eller en lille smule komisk. For eksempelvis en murer forventer jo ikke som en selvfølge, ja, som en ufravigelig menneskeret, at der skal stå et spændende og vellønnet job parat, den dag vedkommende får sit svendebrev i hånden. En sådan forkælet virkelighedsopfattelse er det (heldigvis da) kun akademikerne, der lider af.  

  Årsagen hertil skal nok, som så meget andet tvivlsomt tankegods, findes i 60’erne og de tidlige 70’ere, hvor akademikere, takket være de gunstige konjunkturer, mere eller mindre var garanteret arbejde. De fleste kan ret hurtigt blive enige om, at det ikke er, og formentlig heller aldrig nogensinde vil blive, sådan mere. Men ikke desto mindre, så synes det alligevel som om, at denne helt exceptionelle epoke i Danmarkshistorien er blevet normsættende for mange højtuddannedes forventninger, og som en følge heraf rider dem som en selvforstærkende mare.

  Af samme grund ser mange akademikere også standardiserede A-kasse tiltag, som eksempelvis ”aktivering” og ”handlingsplaner”, som ren chikane. For slet ikke at tale om den helt utålelige situation, der kan opstå, når man, som en ung cand.mag. sidste år udtalte i tv, for at opfylde lovens krav om at søge ”rimeligt arbejde”, kan blive nødt til at søge, eller ligefrem at tage, et ”lortejob i Netto”.

  Men hvordan er det så kommet så vidt, at nationens fremmeste hjerner skal hutle sig igennem på understøttelse, som var de simple daglejere? Tja, samfundet bærer da så afgjort sin del af skylden, idet universiteterne, som man har gjort det i hundrede år, mestendels har uddannet folk til at undervise i gymnasiet og intet andet. Og der er derfor helt indlysende brug for reformer, så de studerende kan få nogle kompetencer, der er umiddelbart anvendelige indenfor andre dele af både den offentlige og den private sektor.

  Nogenlunde sådan lyder også akademikernes egen version. Men når den er sagt, så må det konstateres, at en del af skylden faktisk også ligger hos de unge akademikere selv!

  For skal jeg være helt ærlig - og det skal man jo helst - så kan jeg for min egen årgangs vedkommende sige, at vi med stor dygtighed ignorerede de tørre tal fra alverdens undersøgelser, der talte deres alt for tydelige sprog: Nemlig at der var, og fortsat foregår, tale om en regulær overproduktion af akademikere i Danmark. Beskæftigelsesministeriets nyeste analyse, der viser, at der inden for de næste ca. tyve år vil komme yderligere 90.000 kandidater ud på arbejdsmarkedet (en stigning på hele 54 procent, hvoraf langt de fleste oven i købet vil være humanister) er ikke en dugfrisk nyhed. Den har alle kunnet tænke eller læse sig til i årevis.

  Men i stedet for at imødegå denne kedelige tendens passede vi blot vores studier, som var der tale om en uforpligtende overbygning på folkeskolen og gymnasiet, samtidig med at vi drømte om at blive pressesekretærer, kommunikationsmedarbejdere eller tekstforfattere. Og det til trods for, at det vi lærte på universitetet for størstedelens vedkommende var abstrakte skrivebordskundskaber, som der ikke var en kinamands chance for, at en privat virksomhed ville kunne bruge til ret meget.

  Ja, det er selvfølgelig en skandale, at horder af studievejledere ikke råbte vagt i gevær, men vi burde nu også selv have regnet den ud. For tager man et kig på de universitetsstuderende under ét, så har vi stort set alle sammen, når vi starter på vores uddannelser, egen bolig og egen økonomi, ligesom at rigtig mange i de sidste semestre får både bil, børn og sågar realkreditlån. Og dermed kan vi ikke betegnes som andet end voksne individer med fuldt og helt ansvar for vores eget liv og dermed også uddannelse.

  Den bratte opvågning, når dagpengekortene og de resultatløse ansøgninger pludselig begynder at hobe sig op, er indiskutabelt hård. Men mange af dem som har følt sig ladt i stikken har sideløbende haft svært ved at indrømme, at problemet også til dels er selvforskyldt. Den konstruktive selvransagelse er blevet fortrængt af den handlingslammende selvmedlidenhed.

  Al denne triste polemik kunne selvfølgelig reduceres til en (undskyld udtrykket) ren akademisk diskussion, hvis man, som nogle politikere ytrer ønske om, fra samfundets side kom de mange nyuddannede kandidater i møde, og oprettede flere offentlige stillinger, som de kunne besætte. Men udover det altid penible spørgsmål om, hvor de mange penge skal komme fra (en nyuddannet akademiker arbejder ikke for under 20.000 kr. om måneden, plus pensionstillæg), så virker det rent ud sagt også som en hån overfor den førnævnte murersvend (for slet ikke at tale om alle dem med ”lortejobs” i Netto) at bruge deres skattepenge på at fremtrylle kostbare tænketanke, udelukkende for at få mig selv og en masse andre æggehoveder ud af den, ifølge vores egen optik, så fornedrende og unaturlige arbejdsløshedskø. Det bliver landet altså ikke rigere af, hverken økonomisk eller åndeligt.

  Dermed ikke sagt, at der ikke skal bedrives forskning eller formidling indenfor eksotiske fag som eskimologi eller dansk eller historie. Selvfølgelig skal der da det! Men bare ikke af så mange og så omkostningskrævende mennesker, at det mest af alt minder om en mondæn form for beskæftigelsesterapi.

  Mit råd til alle de nuværende eller kommende studerende på de højere læreranstalter er derfor, at de selv skal gøre sig nogle overvejelser om deres egen fremtidige indtræden på arbejdsmarkedet. Det nytter ikke noget at komme halsende bagefter og klage over, at ens uddannelse var mangelfuld, at tiderne er hårde, eller at man ikke var godt nok forberedt på livet efter den sidste eksamen. For prisen for at blive regnet for en del af intelligentsiaen er nemlig, eller burde i hvert fald være det, at man kan se kendsgerninger i øjnene og i forlængelse heraf er i stand til at tage vare på sig selv.

  For dem, der som jeg, allerede sidder i suppedasen, ser jeg to muligheder: Man kan enten, som jeg synes at for mange gør, sætte sig hen i en krog og bittert og inaktivt skumle over sin vanskæbne. Eller man kan også, som jeg synes at for få gør, tage en dyb indånding og med åbent sind afprøve nye veje.

   Jeg har valgt den sidste udvej og er følgelig lige begyndt på den 1-årige meritlæreruddannelse. Jeg er ikke bitter på samfundet. Jeg føler mig tværtimod privilegeret, fordi jeg, på statens regning, i syv år har fået lov til at fordybe mig i de ting, der interesserer mig, uden at nogen på noget tidspunkt har stillet spørgsmål til hverken min arbejdsindsats eller til relevansen af det, jeg beskæftigede mig med. Og skulle jeg ende mine dage som folkeskolelærer (eller i et ”lortejob” i Netto), så kunne jeg aldrig drømme om at tage det som et nederlag. For hvilken nytte ville det have?

  Kald det naivitet, kald det resignation, eller cand.det-hvad-du-vil. Jeg er heldigvis ligeglad.

-Kristoffer Verholt
Novemberr, 2003