Af cand.mag. Kristoffer Verholt
Første gang publiceret i Fyens Stiftstidende, 17/9-2002

Se bare Popstars!

Forrige tirsdag blændede TV-2 op for den anden ombæring af et af de senere års mest populære tv-programmer: ”Popstars”. Et reality-show, der i al sin enkelthed går ud på, at man som seer uge for uge følger, hvorledes snesevis af håbe- og forventningsfulde teenagere af begge køn bliver testet og vurderet indenfor kategorierne sang, dans og kameratække. Hvorefter én til slut vil stå alene på toppen og blive belønnet med både pladekontrakt og Danmarksberømmelse. Sidste år rundede programmet med lethed en mio. seere tirsdag efter tirsdag, og det pigeband som det barslede med, EyeQ, blev med det samme et hit både hos publikum og i ugebladene. Men lige så sikkert som det er, at TV-2 igen har sikret sig en af efterårets store succeser, lige så meget må man også forberede sig på, at både programmet og vinderen vil blive offer for en skånselsløs kritik.

Selve ”Popstars”-konceptet vil, som det var tilfældet sidste år, af forældre og puritanere blive mødt med beskyldninger om både kynisme og medieprostitution. Samt at det rent overordnet sender et forkert signal til de danske unge piger (og drenge?) ved at foregøgle dem, at den eneste måde at slå igennem på i livet er ved at være slank, sexet, piercet i navlen, og sælge ud af sig selv på tv. Det (u)lykkelige unge menneske, som løber af med sejren, vil efter al sandsynlighed blive nedrakket med skældsord som ’døgnflue’ og ’kunstprodukt’ af en mere eller mindre enig musikverden. Og som helhed vil alle derudover kunne samles om, at der er noget fundamentalt forkert ved, at et ungt menneske uden at kunne skrive musik og uden at have nogen interessante budskaber og meninger, på få måneder kan blive popidol, udelukkende takket være et letbenet tv-show, og en samling beregnende managers og stylister.

Men selvom ”Popstars” vitterligt er et rendyrket, og dermed også både manipulerende og følelsespornografisk reality-show, så var og er den massive kritik egentlig unfair, og med en bismag af sure rønnebær og politisk korrekthed. For træder man to skridt tilbage og prøver at se på hele hurlumhejet uden fordomsfulde briller, så viser der sig to ting: For det første, at den negative vurdering af programmet alt for ofte hviler på et helt forkert grundlag. Og for det andet, at ”Popstars” ikke er specielt samfundsundergravende, men derimod et sympatisk og meget gennemført forsøg på at nære og opmuntre de klassiske teenagedrømme.

Mht, at det skulle være både vederstyggeligt og grænseoverskridende at forsyne en flok kønne og entusiastiske, men holdningsløse unge mennesker med omhyggeligt koordinerede imager. For derefter via et kulørt tv-show at markedsføre dem med næsten dyrisk energi, kan det indvendes, at det hverken er en særlig ny eller grundlæggende forkert fremgangsmåde. Faktisk er flere af musikhistoriens største bands begyndt deres karrierer på nøjagtig samme måde. Uden at det af den grund var til at fastslå fra starten, hvem som ville hænge fast i den kommercielle spændetrøje, og hvem som ville kunne bruge den som springbræt mod større ting. Eksemplerne er således mangfoldige:

ABBA, Skandinaviens største musikalske succes nogensinde, fik f.eks. deres internationale gennembrud ved at vinde det europæiske Melodi Grand Prix i 1974. Og Elvis Presley, The one and only King, har uden besvær formået at blive et af det 20. århundredes største ikoner, på trods af at han kun skrev yderst få af sine sange selv, og ikke havde noget videre at tilbyde sine fans rent intellektuelt. Derudover kan nævnes The Beatles, alle tiders største orkester, der bestod af fire amfetaminafhængige lømler, der havde tjent deres musikalske lærepenge på de mest berygtede spillesteder i Hamborg. Men som af deres legendarisk manager Brian Epstein minutiøst blev stylet og promoveret som søde og pæne drenge i jakke og slips. Et koncept der viste sig at være så populært, at en perlerække af andre bands med det samme søgte at kopiere det. Heriblandt The Rolling Stones. Der dog efter en kort periode i ens uniformer af déres manager Andrew Loog Oldham fik det oplagte og, skulle det vise sig, effektive råd, at de skulle være en direkte modpol til Beatles’ candyflossimage, med alt hvad deraf fulgte af sjusket tøj og uopdragne bemærkninger.

Men det som nok er det vigtigste argument mod at kritisere ”Popstars” sønder og sammen, er at hele ideen, udover som førnævnt at være tiltalende, også er ganske harmløs. For uanset om de fire EyeQ-piger til næste sommer er døde og borte i musiksammenhæng. Så har de fået nogle oplevelser og erfaringer, som ikke kan læres på nogen skolebænk, endsige købes for penge. Skulle de vælge at blive i showbizz, som de har hævdet, at de altid har drømt om, er de med andre ord ganske godt rustet. Og skulle de have fået mere end nok, så har de immervæk kun mistet to år af deres unge liv, hvilket ikke er mere, faktisk mindre, end hvad mange andre bruger på at være bartendere eller tankpassere. De kan nu begynde at studere, eller hvad der ellers måtte falde dem ind. Og de har til det formål en ganske pæn sum penge at gøre godt med, som de, uanset hvad andre måtte mene, selv har tjent.

Hvad angår de andre ”Popstars”-deltagere og -seere, der efter signe bliver forført til at tro, at livet er forbi uden en hvepsetalje og en pladekontrakt, så kan det påpeges, at programmet jo netop tager udgangspunkt i de unges drømme, og derfor et meget langt stykke hen ad vejen også opfattes på den måde. Hele ideen med ”Popstars” er, at det er en forfriskende ærlig kombination af penge- og drømmemaskine, som fungerer som katalysator for dagdrømme på linie med så meget andet. Og de opfordrer jo ikke de tøserne til at tage stoffer eller kaste sten efter politiet, men bare at more sig og følge deres inderste længsler, mens de stadig er unge og uimponerede. Og om pigerne leger at de bliver popstjerner, eller om de håber på, at de som Alexandra Manley kan hapse en rig prins og dermed blive prinsesser, kan vel komme ud på ét.

Det som mange nok ikke forstår er, at ”Popstars” er en del af en ny og moderne trend, hvor de unge på en uhøjtidelig måde lever deres drømme ud. Ud af de tusindvis af piger, der deltog eller fulgte med foran skærmen sidste år, var det nok kun et fåtal, der oprigtigt troede, at man kunne blive stjerne på Britney Spears-niveau, ved at være med i et dansk reality-show. Så naive er unge i dag langt fra, og hvis man tror det, så undervurderer man dem groft. Er der noget teenagere er bekendte med nu om stunder, så er det, at berømmelse er flygtig. Og de der ser og melder sig til ”Popstars” er således hundrede gang bedre rustet end staklerne Lennon & McCartney, der ikke havde den fjerneste idé om, hvilket liv de gik ind til.

Så lad trygt poderne sætte sig til rette foran fjernsynet og se ”Popstars” i aften. De tager ikke skade. Snarere tværtimod.

-Kristoffer Verholt
September, 2002