The Rolling Stones, rockens sande essens

(Første gang publiceret i Fyens Stiftstidende, 30/12-2002)

Den 30. september udsendte The Rolling Stones CD’en ”Forty Licks”, hvis tvetydige titel dels refererer til, at den indeholder fyrre af bandets bedste sange, dels markerer, at rullestenene nu har eksisteret i præcis 40 år. I sig selv en imponerende bedrift, især set i lyset af, at deres karriere har været præget af talrige både kunstneriske og kommercielle op- og nedture. Hvor ikke bare gruppens, men også dens medlemmers overlevelse flere gange har været på spil, samtidig med at de til stadighed har måtte både kæmpe både for og imod det fortjente, men også belastende prædikat: Verdens største rockband.

 

Da TRS pladedebuterede i 1962, bestod bandet udover forsangeren Mick Jagger og guitaristen Keith Richards, af trommeslageren Charlie Watts, bassisten Bill Wyman og multiinstrumentalisten Bryan Jones. Som så mange andre engelske beat-grupper var de opstået direkte i kølvandet på The Beatles’ kolossale succes. Og efter en kort overgang at have forsøgt det samme som alle andre, nemlig at efterligne Beatles´ look og musik totalt (deres anden single ”I Wanna Be Your Man” var endda skrevet af Lennon/McCartney), fik deres manager den geniale, men også oplagte idé at markedsføre dem som Liverpool-drengenes sorte modstykke. Hvor John, Paul, George og Ringo var søde, velklædte og høflige, så skulle TRS være slemme, sjuskede og uopdragne.

 

Det gav pote, og snart var TRS en af verdens populæreste grupper, samtidig med at Jagger og Richards med ekspresfart udviklede sig til at blive et af rock-historiens mest succes- og indflydelsesrige sangskriverpar. Det sidste blev endegyldigt slået fast med singlen ”(I Can’t Get No) Satisfaction” (1965) og Lp’en ”Aftermath” (1966), som via deres energi og iderigdom, samt Bryan Jones´ evne til at spille på snart sagt hvilket som helst instrument, med det samme fik klassikerstatus.

 

Men nu var 60’erne også for alvor ved at eksplodere i (ungdoms) oprør, hvilket TRS, på en ganske anden måde end eksempelvis rivalerne fra The Beatles, formåede at udnytte maksimalt. The Fab Four var nemlig - på trods af ”Sgt. Pepper” (1967), LSD og Yoko Ono – aldrig rigtig til sinds at ride med på den mere voldsomme del af flowerpower-bevægelsen. Men sådanne blokeringer havde Jagger & Co. ikke. Og de gav derfor de revolutionære teenagere fuld valuta for pengene med albummet ”Beggars Banquet” (1968), der med den hårdtslående ”Street Fighting Man” og den sataniske ”Sympathy for the Devil”,  stadfæstede TRS som årtiets ultimative rebeller.

 

Men internt i gruppen var der problemer, idet Bryan Jones efterhånden var blevet mere og mere frustreret over, at han som bandets bedste og mest kreative musiker ikke kunne komme til orde på sangskriverfronten. Resultatet var et eskalerende stofmisbrug, der tragisk medførte at Jones i 1969, kort efter at Jagger og Richards havde smidt ham ud af gruppen, druknede i sin swimmingpool. Hans afløser blev det kun 21-årige blues-wunderkind Mick Taylor, der debuterede fornemt på singlen ”Honky Tonk Woman” (1969), og som derefter fulgte med resten af gruppen i skattely i Sydfrankrig.

 

Men selv om 60’erne nu både tidsmæssigt og ideologisk var forbi, og forbillederne fra The Beatles var gået i opløsning, var TRS så langt fra færdige. Således udsendte de i 1971 deres vel nok mest helstøbte album ”Sticky Fingers”. Der indeholdt sange som den svært sexistiske ”Brown Sugar” og de smukke ballader ”Wild Horses” og ”Moonlight Mile”, men som også var karakteriseret ved, at mange af teksterne i betænkelig grad kredsede om narkotika. Disse dårlige tegn blev yderligere forstærket på dobbeltalbummet ”Exile on Main St.” (1972). Der i lighed med så mange andre af rockhistoriens dobbeltalbums (i flæng kan nævnes Led Zeppelins ”Physical Graffiti” (1975), Pink Floyds ”The Wall” (1979) og Beatles´ ”The White Album” (1968)) var en blanding af førsteklasse numre, og så nogle, der godt kunne være blevet i skrivebordsskuffen. 

 

Resten af 70’erne blev da også en blandet affære for TRS, hvor de gradvist måtte se i øjnene, at discokulturen ikke kunne bruge dem til ret meget. Jagger prøvede ellers at tilpasse sig, ved i sine sceneshows at udforme et tvekønnet image, a la det som David Bowie havde kreeret i forbindelse med sin både kultskabende og storsælgende ”The Rise And Fall of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” (1972). Ligesom bandet også rent musikalsk i flere omgange flirtede med både soul-funk og reggae, uden at resultatet dog blev hverken særlig godt eller særlig populært.

 

En årsag til den støt dalende både succes og kvalitet var dog også, at flere af gruppens medlemmer, herunder specielt Richards, i 70’ernes sidste halvdel var kommet ud i narkotikaforbrug, de ikke længere kunne styre. Men hvor dette for de fleste andre orkestre kunne have været begyndelse til enden, så trak TRS sig selv op ved hårene og beredte jordbunden for deres første store comeback. Den allerede udbrændte Mick Taylor blev afløst af den mere vitale Ron Wood, mens Richards i sidste øjeblik blev sendt på en effektiv afvænning. Og med disse ting på plads indspillede de i året for ”Saturday Night Fever” albummet ”Some Girls” (1978), der især med disco-rockhittet ”Miss You” ramte både tidsånden og toppen af hitlisterne og solgte over 8 mio. eksemplarer.

 

TRS havde bevist, at de kunne, når de ville. Men det til trods blev også 80’erne en lettere turbulent epoke, hvor de efter at have lagt hårdt ud med den energiske ”Tattoo You” (1981), snart røg ind i nye identitetsproblemer vedrørende deres egen rolle i forhold til tiden. Et dilemma, som bandets to frontfigurer ønskede at løse på vidt forskellig vis: Jagger ville for alt i verden følge tidsånden, være ung med de unge (han lå således i tøjstil tæt op ad f.eks. Duran Duran), og i forlængelse heraf omstille TRS, så de passede bedre til de poppede 80’ere. Mens Richards ikke ville gå på kompromis, men i stedet holde fast i den bluesbaserede guitarrock, som de altid havde spillet, men som der desværre ikke var det store salg i længere.

 

Det resulterede til sidst i et spektakulært og mediedækket brud, der fik selv hærdede fans til at afskrive gruppen som værende stendød. Men som en håndsrækning fra skæbnen skiftede den internationale musiksmag retning i årene omkring murens fald, så 60’erne og dens upolerede (rock)musik igen kom på mode. Og pludselig havde Jagger (der altid har fuldt trenden) og Richards (der altid har elsket rockmusik) igen noget at tale om. Det blev til det solide ’back to basic’-album ”Steel Wheels” (1989), der blev efterfulgt af den verdensomspændende Urban Jungle-turné – musikhistoriens mest succesfulde indtil da! Herefter valgte Wyman (efter næsten 30 års tro tjeneste) at trække sig tilbage. Men ellers blev 90’erne et sandt opblomstringens årti, hvor TRS med fornyet spilleglæde og de vellykkede CD’er ”Voodoo Lounge” (1994) og ”Bridges to Babylon” (1997) har cementeret deres position som et af rockens allerstørste koryfæer.

 

Noget nyt har de ikke tilføjet til billedet af sig selv i mange år. Men de har alligevel undgået at blive til musikalske dinosaurer, fordi de trods alt har holdt fast i rødderne og fortsat skriver sange om kærlighed, potens og simpel livsglæde. Rockens sande essens, som der stadig er plads til og behov for i det nye årtusinde, hvilket man kan blive overbevist om ved at lytte til ”Forty Licks”. Nye disciple kan begynde her. For os andre, er der tale om et på alle måder kærkomment genhør.

 

Kristoffer Verholt
December, 2002