Den 14. januar i år begyndte indspilningerne til James Bond filmen ”Die Another Day”, som udover at være den 20. i rækken også markerer Bond-seriens 40-års jubilæum. Og man kan i den forbindelse stille sig det spørgsmål, hvad det dog er som har gjort, at den britiske spion og levemand i så mange år har kunnet føre en relativt stabil tilværelse som et af filmindustriens sikreste og mest indbringende ikoner? Især taget i betragtning af, at Bond-filmene i det væsentlige har fortalt den samme historie om og om igen, ligesom at de, både når det gælder kvindesyn og verdensbillede, er blevet beskyldt for at være utidssvarende eller ligefrem anakronistiske.

At samtlige Bond-film er både spændende og velproducerede er naturligvis en del af forklaringen. Men svaret ligger i lige så høj grad i det faktum, at Bond rent faktisk, på trods af utallige påstande om det modsatte, har formået at tilpasse sig hele fem årtiers vidt forskellige strømninger og normer. Som en anden kamæleon har han i film efter film ændret stil og udtryk alt efter de skiftende trends indenfor eksempelvis mode, kønsrollemønstre og politik. Og det er altid sket med en elegance og en selvfølge, der bevirker, at man ofte første mange år senere kan gennemskue, hvor drevent det egentlig er udført.

Med en enkelt undtagelse bliver titelrollen i alle 60’ernes Bond-film, startende med ”Dr. No” i 1962, spillet af Sean Connery, der i mangt og meget fremstår som indbegrebet af en britisk gentleman: Kæderygende, altid ulasteligt klædt i hat og jakkesæt, og sågar medlem af en privat (herre)klub. Stilmæssigt er disse film klart seriens mest rå og seriøse. Med Cuba-krisen i frisk erindring er den kolde krig på sit højeste, og hvis fjenderne ikke er russere, så er de deres anløbne afhoppere eller sympatisører, som Bond nødvendigvis må udrydde med hård hånd.

Filmene fra 60’erne udgør derfor på mange måder en lukket tidslomme, der gør dem ekstra underholdende at se, hvis man savner ’de gode gamle dage’, inden verden gik af lave i flower-power, ungdomsoprør og gennembrudte Berlinermure. En kostelig scene kan således opleves i ”Goldfinger” (1964), hvor Connery overfor en netop nedlagt blondine forklarer, at det at drikke Dom Perignon 1953 ved stuetemperatur, er lige så vederstyggeligt som at høre på musikorkestret The Beatles uden ørepropper! For datidens Bond kunne naturligvis ikke fordrage de Liverpool’ske teenageidoler, der havde langt hår, spillede støjende rock’n’roll og snakkede med ’workingclass’-accent.

Men et opgør med dette noget konservative univers kom dog næsten på klokkeslæt, da Bond sammen med resten af verden bevægede sig ind i 70’erne. For den dengang fyrstelige sum af $1,25 mio. tog Connery en sidste omgang i ”Diamonds Are Forever” (1971), der samtidig adskiller sig ganske markant fra hans andre film. Bond er stadig kynisk og koldblodig, men hans tøjstil er blevet en anelse mere lapset, ligesom at hans bakkenbarter nu er af en længde, der er den samtidige Burt Reynolds værdig (gudskelov gav man ikke Connery overskæg). Derudover er en lidt mere farceagtig tone ved at snige sig ind i serien, hvilket bl.a. kan ses i filmens biljagt, der, som det blev normen i 70’ernes spændingsfilm, snarere er komisk frem for nervepirrende, idet Bond gør mere ud af at destruere politibiler end af at undslippe sine forfølgere.

Denne mere letbenede stil blev videreført og ikke mindst videreudviklet af den næste Bond, Roger Moore, hvilket af mange er blevet tilskrevet dennes på alle måder mere (selv)ironiske personlighed. Men selvom Moores medfødte glimt i øjet er en vigtig faktor, så er det lige så tydeligt, at også hans Bond-film fra 70’erne og 80’erne gør sig meget umage med at følge tidens impulser, og dermed få en ny generation af biografgængere i tale.

Slagsmålene i Moores film er således næsten karikerede, og minder i betænkelig grad om dem man kunne opleve i rendyrket form i de engang så populære Trinity-film, hvor de to eftersynkroniserede italienere Terence Hill og Bud Spencer uddelte øretæver på samlebånd. Mht. modstandere er Moore også kommet på nye opgaver. For hvor Connery gang på gang sloges mod forbrydersyndikatet SPECTRE, der på mange måder var KGB i forklædning, så er Moore i 70’erne oppe mod en stribe særdeles kulørte superskurke, der synes som taget direkte ud af Batmans tegneserieunivers. Således møder man Yaphet Kotto som forbryderisk Voodoo-præst i ”Live and let Die” (1973), Curt Jürgens som en moderne kaptajn Nemo i ”The Spy who Loved Me” (1977), og Michael Lonsdale som en blanding imellem den straffende Gud og den frelsende Noah i ”Moonraker” (1979).

Men alt dette hører til i småtingsafdelingen, hvis man sammenligner med, hvordan Bond-producenterne i visse tilfælde ikke gik af vejen for at afstemme hele filmens koncept efter hvad der var populært hos biografpublikummet. Som eksempler herpå kan nævnes netop ”Moonraker”, der bekvemt lægger sig i forlængelse af rumfilms-hysteriet som var opstået i kølvandet på ”Star Wars” (1977) og viser Bond i rummet, komplet med lasergevær og det hele. Og så selvfølgelig ”Octopussy” (1983), der i vid udstrækning foregår i New Delhi og omegn, og dermed fermt udnytter den Indien-fascination, der havde ramt den vestlige verden som følge af Sir Richard Attenboroughs succesrige ”Gandhi” (1982).

Den næsten Bond efter Moore blev den seriøse Shakespeare-skuespiller Timothy Dalton, der dog var tæt på at kuldsejle hele Bond-eventyret, idet man med ham fejlagtigt søgte at genskabe stemningen fra Connerys konservative og præ-revolutionære 60’ere. Men det gik slet ikke i de uhøjtidelige og pastelfarvede 80’ere, hvor det kun var utålelige yuppier på Wall Street der gik i jakkesæt. Og for at gøre ondt værre, så sørgede AIDS-bølgen og østblokkens begyndende sammenbrud for, at både Bonds hovedbeskæftigelse (at have tilfældig sex med så mange kvinder som muligt) og bibeskæftigelse (at spænde ben for kommunisterne) tog sig temmelig umoderne ud på det store lærred.

I syv år var Bond ude i kulden og mange havde mere eller mindre afskrevet ham som værende lige så stendød som den kommunisme han havde bekæmpet med så stor iver. Derfor var forbløffelsen tilsvarende stor, da Bond, nu i skikkelse af irske Pierce Brosnan, foretog et af filmhistoriens mest iøjefaldende comebacks og med ”GoldenEye” (1995), ”Tomorrow Never Dies” (1997) og ”The World is Not Enough” (1999) alene i USA indspillede over $ 350 mio. En stor del af denne succes kan selvfølgelig tilskrives valget af den fotogene Brosnan til rollen, samt at Bond selvfølgelig også har været så heldig, at det siden midt-90’erne igen er blevet comme il faut at gå i et ordentligt jakkesæt, samt at have (sikker) sex i stor stil. Men derudover har der også været tale om at Bond med usvigelig sikkerhed har formået at tilpasse sig den nye moderne tidsånd. Af de mest åbenlyse eksempler kan nævnes, at han nu oftere ses med en mobiltelefon end en pistol, at hans chef M. er en kvinde, at hans trofaste sekretær Miss Moneypenny truer med at anmelde ham for sexchikane, og så sidst, men ikke mindst, at han definitivt har kvittet smøgerne.

Bond er kommet for at blive, og vil ganske givet, hvis han fortsætter med at følge tidens signaler, også være at finde i biograferne om yderligere 40 år. Måske igen iført hat og jakke, og med dyb afsky overfor The Beatles!

Kristoffer Verholt
November, 2002