Da Bret Easton Ellis i 1991 udgav sin roman ”American Psycho” blev han på én og samme tid et meget kendt, men også meget hadet menneske. For ligeså mange roser som den dengang kun 27-årige forfatter høstede for sit ætsende portræt at menneskets skyggesider, ligeså megen forargelse og fordømmelse måtte han også lægge ryg til. Man følte sig næsten hensat til udgivelsen af Salman Rushdies ”De sataniske vers” tre år tidligere. Blot var forskellen, at de mange hysteriske ramaskrig ikke kom fra det formørkede og inhumane præstestyre i Iran, men fra så frisindede steder som USA og Vesteuropa. Alt dette er nu efterhånden mere end et årti siden. Og i den forbindelse kan det derfor synes på sin plads at genkalde, hvad det egentlig var der gjorde, at ”American Psycho” kunne blive så stor en succes og samtidig afstedkomme så megen ballade, som tilfældet var.

Lad os for en god ordens skyld starte med at rekapitulere bogens indhold: Hovedpersonen er den rige og godt udseende børsmægler Patrick Bateman, der med base i sin herskabslejlighed på Manhattan lever et liv i sus og dus med alkohol, stoffer, kvinder og endeløse besøg på dyre restauranter. Som i vores egen Herman Bangs ”Stuk” (1887) tager Ellis læseren med på en skildring af storbyens intense liv, med alt hvad dertil hører af spektakulær luksus og hedonisme. Og ligesom Bang med sin bogs titel angav, at der bag de billige facader var ’something rotten in the state of Denmark’, så støder man også løbende i ”American Psycho” på plakater, der symbolsk reklamerer for musicalen ”Les Miserable”.

For på trods af stor glamour er Batemans liv både menings- og indholdsløst. Jobbet som finansmand er dræbende kedeligt og mest for et syns skyld. Fritiden får han til at gå med på narcissistisk vis at træne og pleje sin krop ned til mindste detalje. Og kun et støt stigende forbrug af antidepressiv medicin og groteske talkshows, afholder ham fra at bryde totalt sammen. Derudover har han også et ualmindelig problematisk forhold til sine nærmeste. Moderen har han parkeret på et mondænt privathospital, hvor hun pumpet med medikamenter og iført Ray-Ban solbriller kan henslæbe sin alderdom i ensomhed. Sin forkælede og hysteriske forlovede Evelyn, der plager om bryllup for brylluppets egen skyld, bedrager han ved enhver given lejlighed. Og sine intetsigende venner, der simpelthen ikke kan snakke om andet end tøj, penge og arbejde, kan han inderst inde ikke fordrage.

Det som så ligger og lurer under den ekstravagante overflade er, at Bateman i stigende grad får afløb for sine sjælelige frustrationer igennem vold og mord på et utal af uskyldige hjemløse, prostituerede, arbejdskolleger og tilfældige forbipasserende. Den ene hårrejsende nedslagtning afløser den anden, og det gøres med en detaljerigdom og en fantasi (af forskellige rekvisitter kan nævnes økser, syre, rotter og videokameraer), der i glimt får selv Stephen King til at tage sig helt hyggelig ud.

At en sådan fortælling måtte blive en notorisk succes er på sin vis forudsigeligt nok, idet der altid (jf. Stephen King) har været stor efterspørgsel efter bøger, der beskriver den næsten ubegribelig ondskab, som ligger gemt dybt nede i menneskets psyke. Men det som adskiller ”American Psycho” fra andre bloddryppende gyserhistorier, og som gjorde at bogen ud over den obligatoriske bandlysning af ikke-volds høgene også blev skydeskive for en i særklasse stærk moralsk fordømmelse fra mange og helt uventede sider, kan sammenfattes i to ord: Patrick Bateman.

For i modsætning til andre skønlitterære monstre, som eksempelvis Thomas Harris’ ligeså kultskabende ’Hannibal the Cannibal’, der i deres grundvold er udyr fra det vilde overdrev, så rummer Bateman en mængde karaktertræk, som såkaldt almindelige mennesker kan nikke genkendende til - om end mod deres vilje. Ligeså afskyvækkende hans morderisk tour de force er, ligeså genkendelig, og dermed også troværdig, er hans lede ved samfundets hykleri, hans frustration over dets mangel på traditionelle værdier så som familie og kærlighed, samt hans væmmelse ved dets åbenlyse skel imellem rig og fattig.

Han er med andre ord ikke kun et symptom på de velhavende og de smukke amerikaneres forfald, men på hele den moderne menneskeheds afmagt og desperation. Som så mange andre mennesker nærer han et inderligt ønske om at lave ridser i den glatpolerede overflade, som ligger som en dyne over hele tilværelsen. Hvilket ikke gør hans skændige handlinger acceptable (så langt fra), men dog alligevel forklarlige. Den egentlige skurk i historien bliver dermed det moderne samfunds materialisme og afstumpethed, som Bateman er et sørgeligt og håndgribelig produkt af.

Af samme årsag er ”American Psycho” også stadig Ellis’ hovedværk, der ligger klasser over hans øvrige romaner ”Under nul” (1985), ”Uskrevne regler” (1987) og ”Glamorama” (1999). For selvom han også i disse bøger lader sine hovedpersoner bevæge sig rundt i et orgie af ekstrem rigdom, ligegyldig sex og meningsløs vold, så gør de i modsætning til Bateman aldrig oprør. De lader sig blot trække rundt i manegen og opsluge af apatien og fremmedgørelsen, og ender derved blot med at være brikker i  temmelig traditionelle forfaldhistorier. Til forskel herfra er Bateman et satirisk mesterstykke, der på vanviddets rand, men også med en god portion selverkendelse og –ironi, prøver at finde en mening med eksistensen, der rækker udover anskaffelsen af forbrugsgoder, og indtjeningen af penge. Et forhold, som den mislykkede filmudgave af ”American Psycho” fra 2000 slet ikke havde forstået, idet den blot fremstillede ham som en sølle stakkel, der myrdede og lemlæstede i blinde uden at reflektere over sin egen galskab, hvad bogen ellers gør et meget stort nummer ud af.

At man som læser kunne spejle sig foruroligende meget i en personlighed så barbarisk og så modbydelig som Batemans, fandt mange selvsagt ekstremt ubehageligt og dermed også provokerende, da bogen kom frem. Men som Harald Mogensen i sin tid bemærkede det i sin anmeldelse i Politiken, så er det en roman, der kalder på selvransagelse frem for forargelse. For den i sandhed realistiske beskrivelse af kynismen og selvhadet hos de unge, de smukke og de rige - som visse steder kunne ligne en mareridtsagtig udgave af ”Horton-sagaen” - er nemlig en af de mest skarpskårne samfundskritikker, der nogensinde er skrevet. Den frastødende vold er der ikke for sin egen skyld (dette er ej Jerry Springer Show), men for at skabe opmærksomhed om den katastrofekurs som verden på visse niveauer er kommet ind på.

Om man så har nerver til eller interesse i at læse 400 sider om en seriemorders liv og levned, eller i det hele taget er enig i Ellis’ kulturpessimisme, er selvfølgelig en smagssag. Men faktum er, at ”American Psycho” som helhed, og Patrick Bateman i særdeleshed, for længst er blevet ikoner i ren referenceklasse. Det er ikke så tit, det sker i verdenslitteraturen. Og ingen bør af den grund snyde sig selv for at skifte bekendtskab med denne moderne klassiker, der selv om den har været inspirationskilde for en mængde efterfølgere, endnu ikke, nu med mere end ti år på bagen, er blevet overgået.

Kristoffer Verholt
November, 2002

Tilbage til hovedsiden